tirsdag den 6. marts 2012
SÅ...
Nærmer vores fabelagtige tur sig sin afslutning... Rygsækkene er (i denne omgang) pakket for sidste gang, vi har fundet de lange bukser frem, og er rejseklare. Om en halv time drager vi mod lufthavnen, og sætter derefter kursen mod DK, hvor vi lander i morgen eftermiddag. Humøret er højt, og ærgerlsen er væk - for vi har haft det fedt, og er fyldt op af gode oplevelser!
lørdag den 3. marts 2012
Først Borneo, nu Kuala Lumpur - og MEGET ændrede rejseplaner...
Først det sure...
Efter mange mange lange drøftelser og svære overvejelser (!!) har vi nu besluttet at "trække stikket" og rejse hjem før tid. Og det skyldes selvfølgelig den evindelige føljeton med min ryg... Det er aldrig blevet helt godt på rejsen - det er gået op og ned, jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne bære en rygsæk eller noget andet, jeg sidder stadig kun meget kortvarigt af gangen (hvilket er øv!), både Ulrich og jeg er i konstant beredskab og på vagt overfor, hvilken vej udviklingen går hos mig og jeg har generelt nok bare haft mere ondt end godt er....og så lovede vi hinanden i Permuteran på Bali, at vi ville tage hjem, hvis det blev værre igen - og det er så desværre det der sker nu...
Det er så ubeskriveligt surt og trist, og lige til at tude over (hvilket jeg også gør!) - og timingen er bare så elendig!! At en af mine dårlige rygperioder skulle falde sammen med vores rejse, er bare ikke i orden - men ikke desto mindre, det der er sket.
SÅ, nu befinder vi os atter i Kuala Lumpur (kom hertil med et meget tidligt fly fra Borneo i morges), og venter på at få hul igennem til Egypt Air, så vi kan finde ud af hvordan og hvornår vi kan komme hjem. På den ene side set, kan det kun gå for langsomt - nu hvor beslutningen er taget, og fordi vi SKAL nå hjem, inden jeg evt. ryger helt i gulvet igen. På den anden side set holder jeg/vi fast i det sidste lille strå med stadig at være på rejse - for inden vi får set os om, er vi hjemme og så er rejsen definitivt slut...
Og så det søde...
Så blev det til seks uger i stedet for ti, som planlagt. Men hvilke seks uger!!! Vi har haft det fantastisk, og har rygsækken og hovederne fulde af gode oplevelser! Og vigtigst af alt, har vi haft seks helt uvurderlige uger på familiefronten - at være sammen på denne måde, og så meget, har virkelig været en gave! Vi talte forleden med ungerne om, at det kan tælles på en hånd, de gange vi fire ikke har været sammen de sidste seks uger - og det uden at nogen, på noget tidspunkt, har fået pip. Vi har fået bekræftet, at vi er gode til at rejse sammen, og er alle enige om, at vi har mange rygsækture foran os. Og hvad angår de ti uger, der blev til seks uger - så har vi bare de fire uger, og en ny tur til gode (det hjælper i hvert fald at tænke sådan).
Hvad angår familietiden, har vi jo også sovet tæt sammen, og ofte i samme seng (og så lige os, der aldrig har været gode til at have børn i sengen...). Og det er vores børn åbenbart blevet så glade for, at de i ramme alvor mener, at vi skal have et fælles soveværelse, når vi kommer hjem... Og hvad angår de mange oplevelser, begynder vi så småt at fornemme, at børnenes hoveder er ved at være fyldte, og at de snart ikke kan rumme så meget mere - hvilket Christian bekræftede tidligere i dag, da han fortalte, at vi har oplevet så meget, at han begynder at glemme ting...
Både Christian og Cecilie har taget vores beslutning om at rejse hjem rigtig fint! I virkeligheden er de nok glade for afklaringen, for det har fyldt utrolig meget den seneste uge, og der har derfor også været mange usikkerheder. Cecilies kommentar var, at "jubii, så kan jeg komme hjem og kaste med snebolde sammen med August". (hvilken sne...?) Og (fornuftige) Christian sagde "altså på plussiden betyder det, at jeg kan komme hjem til mine venner (med STORT smil), og at du kan komme hjem til din kiropraktor mor. Og på minussiden betyder det, at vi ikke får set resten af Borneo" (men det kommer vi til - for det er klart et sted vi kommer tilbage til! Børnene skal bare være lidt større og rustede til lidt længere treckingture).
Og hvad har vi så lavet på Borneo?
Det blev til en dejlig uge på Borneo, hvor vi opholdt os i Kuching - som er hovedstaden i Sarawak (den ene af de to malaysiske delstater på Borneo). Kuching var en rigtig dejlig og behagelig by at være i. Trods det, at det er en hovedstad (dog kun med ca. 600.000 indbyggere), havde man på intet tidspunkt følelsen af at være i en lidt større by. Dette skyldtes bl.a. den meget hyggelige stemning, en lang bred promenade (til Christian og Cecilies udelte begejstring) langs Sarawakfloden og at kun meget få huse havde over to etager. Vi brugte derfor også ret meget tid på, blot at dalre rundt i byen, sidde ved floden og spille skak, spise kinesiske fladbrød hentet direkte fra gadehandlerens udendørskøkken, tage en vandtaxa (i form af en traditionel malaysisk flodbåd) over på den anden side af floden, for at se os omkring - og meget andet.
Og så blev det ugen, hvor (tyskofile) Ulrich, ved ankomsten til Malaysia i mandags, gladeligt konstaterede, at Malaysia da må være Asiens svar på Tyskland - fordi her er så ordentligt :-). Og også ugen hvor Ulrich proklamerede, at han/vi er færdige med at være backpackere på den måde, vi var det som yngre... Det kom sig af, at vi ugens første tre dage boede på et rigtig klassisk backpackersted med en række dormrooms (vi havde dog et familierum), den der helt særlige backpackerstemning der er den slags steder, en bar hvor man hænger ud og diskuterer, hvem der har fundet den bedste deal osv. Det var egentlig et hyggeligt sted, men det lidt mere klassiske hotel på den anden side af gaden trak kraftigt i Ulrich (og Christian!), så vi flyttede.
Meget tidlig på ugen startede drøftelserne om hvad vi skulle videre frem på rejsen - for det blev hurtigt klart for os, at mange af de ting vi ville på Borneo ville være for belastende for min ryg (gamle skrog!), og en del ville også være for hårdt for ungerne. Så vi var hurtigt klar over, at vi ikke ville komme til at gøre alt det vi ville - men også at vi kommer tilbage, for hold da op en buffet af fede naturoplevelser, der venter der!! (så egentlig var planen indtil i aftes, at vi i dag skulle flyve til KL, og så herfra rejse videre ud på en bountyø, og derfra stille og roligt at rejse tilbage mod Bangkok). Og derfor blev det heller ikke til alt det jungel mv. vi havde håbet på.
Men to rigtig gode ture fra Kuching blev det til! En dag var vi på en slags frilandsmuseum, hvor man kunne se de forskellige traditionelle boliger fra Sarawak, herunder forskellige typer af langhuse. En super god og interessant dag! Og så er det bare sjovt at se, hvordan Christian i den grad lever sig ind i tingene, stiller spørgsmål, undersøger osv. Den følgende dag var vi ude og se orangutanger i en nærliggende jungel, og til deres morgenfodring (så ikke vilde orangutanger, men nogle der lever i en Wildlife park - som dog på ingen måde er at forveksle med en zoo!) Det var en rigtig god oplevelse - den bedste på rejsen, i følge Christian.
Og nu er vi så i Kuala Lumpur, hvor vi kom til med det første morgenfly (fattigrøve.... Men det var altså meget billigere...). Så lige nu soves der middagslur her, mens jeg skriver - og mens vi venter på svar fra Egypt Air om, hvornår og hvordan vi kan komme hjem. Og indtil da bor vi på det dejlige hotel, vi også boede på for en måned siden (gensynsglæden var stor hos børnene), og skal senere ud og se os omkring. Det er jo ikke den værste by at vente i!! Og Christian er allerede begyndt at glæde sig til indisk mad på natmarkedet i Little India i aften :-)
Slut for nu - vi ses før I ved af det! (og enda uden at vi er særlig brune... Flittig brug af solcreme, og så har varmen holdt os i skyggen - så vi blender lige ind, når vi kommer hjem!)
Efter mange mange lange drøftelser og svære overvejelser (!!) har vi nu besluttet at "trække stikket" og rejse hjem før tid. Og det skyldes selvfølgelig den evindelige føljeton med min ryg... Det er aldrig blevet helt godt på rejsen - det er gået op og ned, jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne bære en rygsæk eller noget andet, jeg sidder stadig kun meget kortvarigt af gangen (hvilket er øv!), både Ulrich og jeg er i konstant beredskab og på vagt overfor, hvilken vej udviklingen går hos mig og jeg har generelt nok bare haft mere ondt end godt er....og så lovede vi hinanden i Permuteran på Bali, at vi ville tage hjem, hvis det blev værre igen - og det er så desværre det der sker nu...
Det er så ubeskriveligt surt og trist, og lige til at tude over (hvilket jeg også gør!) - og timingen er bare så elendig!! At en af mine dårlige rygperioder skulle falde sammen med vores rejse, er bare ikke i orden - men ikke desto mindre, det der er sket.
SÅ, nu befinder vi os atter i Kuala Lumpur (kom hertil med et meget tidligt fly fra Borneo i morges), og venter på at få hul igennem til Egypt Air, så vi kan finde ud af hvordan og hvornår vi kan komme hjem. På den ene side set, kan det kun gå for langsomt - nu hvor beslutningen er taget, og fordi vi SKAL nå hjem, inden jeg evt. ryger helt i gulvet igen. På den anden side set holder jeg/vi fast i det sidste lille strå med stadig at være på rejse - for inden vi får set os om, er vi hjemme og så er rejsen definitivt slut...
Og så det søde...
Så blev det til seks uger i stedet for ti, som planlagt. Men hvilke seks uger!!! Vi har haft det fantastisk, og har rygsækken og hovederne fulde af gode oplevelser! Og vigtigst af alt, har vi haft seks helt uvurderlige uger på familiefronten - at være sammen på denne måde, og så meget, har virkelig været en gave! Vi talte forleden med ungerne om, at det kan tælles på en hånd, de gange vi fire ikke har været sammen de sidste seks uger - og det uden at nogen, på noget tidspunkt, har fået pip. Vi har fået bekræftet, at vi er gode til at rejse sammen, og er alle enige om, at vi har mange rygsækture foran os. Og hvad angår de ti uger, der blev til seks uger - så har vi bare de fire uger, og en ny tur til gode (det hjælper i hvert fald at tænke sådan).
Hvad angår familietiden, har vi jo også sovet tæt sammen, og ofte i samme seng (og så lige os, der aldrig har været gode til at have børn i sengen...). Og det er vores børn åbenbart blevet så glade for, at de i ramme alvor mener, at vi skal have et fælles soveværelse, når vi kommer hjem... Og hvad angår de mange oplevelser, begynder vi så småt at fornemme, at børnenes hoveder er ved at være fyldte, og at de snart ikke kan rumme så meget mere - hvilket Christian bekræftede tidligere i dag, da han fortalte, at vi har oplevet så meget, at han begynder at glemme ting...
Både Christian og Cecilie har taget vores beslutning om at rejse hjem rigtig fint! I virkeligheden er de nok glade for afklaringen, for det har fyldt utrolig meget den seneste uge, og der har derfor også været mange usikkerheder. Cecilies kommentar var, at "jubii, så kan jeg komme hjem og kaste med snebolde sammen med August". (hvilken sne...?) Og (fornuftige) Christian sagde "altså på plussiden betyder det, at jeg kan komme hjem til mine venner (med STORT smil), og at du kan komme hjem til din kiropraktor mor. Og på minussiden betyder det, at vi ikke får set resten af Borneo" (men det kommer vi til - for det er klart et sted vi kommer tilbage til! Børnene skal bare være lidt større og rustede til lidt længere treckingture).
Og hvad har vi så lavet på Borneo?
Det blev til en dejlig uge på Borneo, hvor vi opholdt os i Kuching - som er hovedstaden i Sarawak (den ene af de to malaysiske delstater på Borneo). Kuching var en rigtig dejlig og behagelig by at være i. Trods det, at det er en hovedstad (dog kun med ca. 600.000 indbyggere), havde man på intet tidspunkt følelsen af at være i en lidt større by. Dette skyldtes bl.a. den meget hyggelige stemning, en lang bred promenade (til Christian og Cecilies udelte begejstring) langs Sarawakfloden og at kun meget få huse havde over to etager. Vi brugte derfor også ret meget tid på, blot at dalre rundt i byen, sidde ved floden og spille skak, spise kinesiske fladbrød hentet direkte fra gadehandlerens udendørskøkken, tage en vandtaxa (i form af en traditionel malaysisk flodbåd) over på den anden side af floden, for at se os omkring - og meget andet.
Og så blev det ugen, hvor (tyskofile) Ulrich, ved ankomsten til Malaysia i mandags, gladeligt konstaterede, at Malaysia da må være Asiens svar på Tyskland - fordi her er så ordentligt :-). Og også ugen hvor Ulrich proklamerede, at han/vi er færdige med at være backpackere på den måde, vi var det som yngre... Det kom sig af, at vi ugens første tre dage boede på et rigtig klassisk backpackersted med en række dormrooms (vi havde dog et familierum), den der helt særlige backpackerstemning der er den slags steder, en bar hvor man hænger ud og diskuterer, hvem der har fundet den bedste deal osv. Det var egentlig et hyggeligt sted, men det lidt mere klassiske hotel på den anden side af gaden trak kraftigt i Ulrich (og Christian!), så vi flyttede.
Meget tidlig på ugen startede drøftelserne om hvad vi skulle videre frem på rejsen - for det blev hurtigt klart for os, at mange af de ting vi ville på Borneo ville være for belastende for min ryg (gamle skrog!), og en del ville også være for hårdt for ungerne. Så vi var hurtigt klar over, at vi ikke ville komme til at gøre alt det vi ville - men også at vi kommer tilbage, for hold da op en buffet af fede naturoplevelser, der venter der!! (så egentlig var planen indtil i aftes, at vi i dag skulle flyve til KL, og så herfra rejse videre ud på en bountyø, og derfra stille og roligt at rejse tilbage mod Bangkok). Og derfor blev det heller ikke til alt det jungel mv. vi havde håbet på.
Men to rigtig gode ture fra Kuching blev det til! En dag var vi på en slags frilandsmuseum, hvor man kunne se de forskellige traditionelle boliger fra Sarawak, herunder forskellige typer af langhuse. En super god og interessant dag! Og så er det bare sjovt at se, hvordan Christian i den grad lever sig ind i tingene, stiller spørgsmål, undersøger osv. Den følgende dag var vi ude og se orangutanger i en nærliggende jungel, og til deres morgenfodring (så ikke vilde orangutanger, men nogle der lever i en Wildlife park - som dog på ingen måde er at forveksle med en zoo!) Det var en rigtig god oplevelse - den bedste på rejsen, i følge Christian.
Og nu er vi så i Kuala Lumpur, hvor vi kom til med det første morgenfly (fattigrøve.... Men det var altså meget billigere...). Så lige nu soves der middagslur her, mens jeg skriver - og mens vi venter på svar fra Egypt Air om, hvornår og hvordan vi kan komme hjem. Og indtil da bor vi på det dejlige hotel, vi også boede på for en måned siden (gensynsglæden var stor hos børnene), og skal senere ud og se os omkring. Det er jo ikke den værste by at vente i!! Og Christian er allerede begyndt at glæde sig til indisk mad på natmarkedet i Little India i aften :-)
Slut for nu - vi ses før I ved af det! (og enda uden at vi er særlig brune... Flittig brug af solcreme, og så har varmen holdt os i skyggen - så vi blender lige ind, når vi kommer hjem!)
søndag den 26. februar 2012
Og det var så Bali...
Og hvilket skønt bekendtskab!! Som tidligere skrevet er her skønt, smukt og herligt på Bali - og vi har haft tre vidunderlige uger her! Udover mange gode oplevelser, har vi i den grad slappet af her, og bare ladet os opsluge af det generelt (og tilsyneladende) meget afslappede modus her på øen. Vi har brugt meget tid på "bare" at snuse rundt og følge hverdagslivet i by og på land.
En af de ting, der tydeligvis fylder rigtig meget her på Bali er religion. 70% af balineserne er hinduister, og det fornægter sig ikke. Som tidligere skrevet er her et utal af templer - både store templer i byer mv., men også de små "hustempler", der findes i enhver hinduistisk have, på enhver restaurant mv. Vi har spurgt os en del for, for at blive klogere på de mange hinduistiske ritualer, der konstant gennemføres her - vi er blevet en smule klogere, samtidig med, at der er utrolig meget vi endnu ikke ved... Men vi kan i hvert fald konstatere, at der bare på de tre uger vi har været her, har været indtil flere særlige dage, hvor (primært) kvinder - men også mænd - går afsted til templet iført deres fine tøj, og med en kurv fuld af offergaver (frugt, blomster mv) på hovedet. Derudover lægges der flere gange dagligt, en lille palmebladsbakke med blomster og en tændt røgelsespind foran ethvert hus, butik, restaurant mv. Det ser enormt fint ud - og kan gøre enhver tur henad af fortovet til et sandt slalomløb...de mange daglige religiøse handlinger, bibringer stor kolorit, fine oplevelser og en vis form for ro - altsammen spændende!
Og hvad har vi så lavet den seneste uges tid... Vi har haft nogle dejlige dage i Ubud, og slutter nu vores Balitur af med to dage på stranden i Sanur (vores - indtil videre - dårligste beslutning... Mere om det senere).
Ubud - et kunstnerisk centrum omkranset af rismarker
Mandag morgen vovede vi pelsen - og ryggen - og forlod vores luksuriøse "rede" i Permuteran, og satte kursen mod Ubud. Turen fra Pemuteran til Ubud gik op over det centrale Bali, og var fantastisk smuk! Turen tog tre timer, og bød på mange hårnålesving, stejle stigninger (så stejle, at det var nødvendigt at slukke for bilens aircon, for overhovedet at få bilen hele vejen op...), og fantastisk udsyn. Vi var forberedte på en køresyg Christian, og havde derfor holdt den stakkels dreng vågen til midnat dagen før - i håb om, at han så ville sove i bilen. Men nej, det kan han bare ikke... På mirakuløs vis klarede han dog alligevel turen, uden at blive køresyg - godt hjulpet af ungernes tro følgesvend i ørerne, Rasmus Seebach og lidt højtlæsning.
Ubud viste sig at være en rigtig fin by! Den ligger smukt mellem rismarkerne og anden dejlig natur. Og så er det en by spækket med kunst, cafeer, butikker og en utrolig "laid back" stemning. Helt klart sådan en by, hvor dage kan blive til uger, og hvor man bare kan fordrive tiden med at hænge ud, drikke kaffe, læse bøger etc.
Vi fandt et dejligt guesthouse lidt væk fra hovedstrøget, og bogstavlig talt i rismarkerne (3 meter fra verandaen og til kanten af rismarken, må vist siges at være i rismarkerne), og selvfølgelig med en lille pool... Som dog ikke blev brugt helt så flittigt som andre steder - fordi Ubud ligger lidt i højderne, og det derfor er lidt køligere, skønt (selvom det stadig betød vaaarme dage, men køligere nætter).
I Ubud ligger der en såkaldt abeskov... En lille (flot) skov, som omkranser to gamle templer, og som er spækket med mackak-aber (små hidsige bæster!!). Og abeskoven skulle naturligvis være vores første udflugtsmål. I bedste turiststil købte vi en klase bananer til ågerpris ved indgangen, og to skridt senere havde en fræk abe hevet dem alle ud af hånden på en chokeret Christian... (hvorefter banandamen selvfølgelig prøvede at sælge os nogle flere...). Vel inde i abeskoven kom aberne for tæt på Cecilie, som hylede og skreg - og tilbragte resten af turen på Ulrichs skuldre... Og en anden fræk abe opdagede at Ulrich havde noget i bukselommen, og inden han havde set sig om, havde det lille bæst hænderne nede i ulrichs lomme... Det krævede hjælp fra en ansat at få aben væk (altimens Cecilie så chokeret til fra skulderpladsen...). Det "sjove" var, at det aben prøvede at få fat i - og som den næsten havde held med - var en pose med smertestillende, som vi havde købt på et apotek, på vej til abeskoven. Man ser det for sig - "abe død af overdosis, efter overfald på turist..." Så alt i alt en interessant tur hos aberne...
Den følgende dag tog Ulrich og ungerne på besøg i Bali bird park og Bali reptil park (jeg blev hjemme og passede på ryggen, idet jeg stadig restituerer... Og prøver at forebygge flere uheldige tilbagefald). Den største oplevelse forlyder klart at have været komodo-varanerne (eller Komodo-dragons, som deres lidt mere dramatiske engelske navn er) - som vi havde talt en del om forinden, og rigtig meget efterfølgende. Derudover var nogle meget store slanger vist også ret interessante - men den del er jeg heldigvis blevet forskånet for at høre så meget om!
Der er en lang række udflugtsmål, og gåture omkring Ubud - noget vi helt sikkert ville have gjort det meget mere i, hvis ungerne havde været lidt større, og min ryg havde været i en bedre stand. En god gåtur blev det dog til - og en rigtig rigtig fin en af slagsen, ud mellem smukt beliggende rismarker, og videre ud i noget jungleagtig skov. Det var lidt hårdt for de små ben - men også en god oplevelse (og lykken var gjort, da vi nåede frem til et meget faldefærdigt skur, hvor der kunne købes kolde sodavand :-)).
Udover ovenstående forsvandt tiden i Ubud lynhurtigt - godt fyldt ud med meget af den familiehygge vi i den grad dyrker, med uno, kortspil, yatzy, højtlæsning, skolearbejde osv. Og så blev der brugt en vis mængde tid på shopping... Begge børn fik lommepenge til turen i julegave, og eftersom tiden på Bali var ved at rende ud, og eftersom der var et stort (meget turistet...) marked i Ubud, var det stedet at få brugt de sidste indonesiske lommepenge. Christian valgte at formøble hele formuen på hans nyeste samlermani - udskårne trædyr. Dog ikke på en gang - den unge mand har nemlig vist sig at være lidt af en handelsmand... Så først efter tre ture på markedet var alle pengene brugt, og Christian tilfreds med de priser han havde opnået - og ikke mindst den samling trædyr, der nu fylder godt i rygsækken :-) Cecilie valgte, modsat Christian, en lidt bredere varesammensætning. Hun startede fint ud med trædyr, men mistede hurtigt interessen for det, og vendte i stedet blikket mod meget pink smykker... Det sjove ved det var, at Cecilie, siden hun købte fodboldtøj i Kuala Lumpur, ikke har gået i andet, og derfor åbenbart bliver regnet for at være dreng... Så det var en noget forvirret dame, der solgte en meget stor pink fingerring og matchede armbånd til en fodboldklædt Cecilie - og hun blev næsten endnu mere forvirret, da jeg fortalte, at Cecilie er en pige. Og hvad den oplevelse gjorde ved den lille pige er ikke til at sige, men resten af pengene blev i hvert fald brugt på en yndig lille sommerkjole og matchede klip klappere med store blomster på... Og fodboldtøjet er pakket væk, og Cecilie giver den på alle tangenterne, som en lille dame i fin kjole, med smykker osv... Selv kunne jeg have fyldt adskillige rygsække med fede stenfigurer, flotte kurve osv., men ak, jeg måtte begrænse mig til et par små ting...
Sanur - strand og tjaaaa...
Lørdag morgen satte vi kursen mod Sanur, som er den ene af to store charterdestinationer på den sydlige del af Bali. Kuta er det ene sted - og et sted, som vi fra flere sider er blevet advaret kraftigt imod, og Sanur er det andet, og et sted, som skulle være bedre end Kuta, og mere rettet mod børnefamilier. Vi tænkte, i vores visdom, at vi ville give ungerne to dage på stranden, inden vi forlader Bali (selvom vi har badet vildt meget her på Bali, har det ikke været på stranden, primært fordi de ikke har været særlig gode - men strandene på sydbali skulle være gode, så derfor). Men det var sgu da en besynderlig beslutning vi der traf... Efter at have været det ene mere dejlige sted efter det andet her på Bali, vælger vi (helt bevidst) at tage derhen, hvor det er mest turistet, larmende og hazzelagtigt... DUMT, når nu der er SÅ mange andre fantastiske steder på denne ø.
Og, så har vi toppet vores dumhed, med at booke os ind på et lille bitte hotel for forretningsfolk i den ende af byen, hvor alle konsulaterne ligger. Dvs. langt fra stranden, og den del af byen, hvor restauranter og den slags ligger... Tsk! Men men, vi har undladt at ærgre os for meget, og i stedet grine af det - og så er det egentlig også helt okay, at vi på fem uger kun har lavet en "fejl" ved valg af by og hotel :-) så pyt skidt!
Og derfor valgte vi også i dag at gøre det, vi tog herned for - nemlig at tage på stranden. Og en ikke særlig god strand... (ved godt, at vi er meget forvente efter den vidunderlige strand på Kho Payam i Thailand, men stadigvæk...), en masse solsenge på rækker, mange (!!) både i vandet, lige der hvor man skulle bade, og en konstant benzinlugt fra de mange både, samt en jævn støj fra jetski - fedt! Så vi startede ud i bedste stil, med at være næserynkende og passive, og endte med at gå "all in" ved at sende Ulrich og Christian ud på en tur på jetski (til Christians udelte begejstring!!)
Og Sanur, dårligt beliggende hotel, en overrendte by eller ej, har vi også her hygget os. For som tidligere skrevet, er det, der overskygger alt på denne tur, helt klart den megen familiehygge, og det at være sammen! Og det er ikke for at lyde klicheeagtig - men det er fordi, det er sådan det er :-)
I morgen tidlig går turen til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Kuala Lumpur, og derfra videre til Kuching på Borneo. Bali har som sagt været super fedt, men nu glæder vi os også meget til at komme videre til Borneos jungle, nationalparker og dyr!
Og noget helt andet - tak for de mange dejlige mails hjemmefra, det er virkelig fedt! Og undskyld, at vi ikke er helt så hurtige til at få svaret!
Og så lige en sidste stemningsrapport - for mens jeg har skrevet er det blevet sent her, og der betyder i dag, at det er fodboldtid... For første gang siden Kuala Lumpur har vi fjernsyn på værelset, og eftersom der i dag er kamp mellem Tottenham og Arsenal, har Ulrich og Christian spændt ventet på, at det skulle blive aften, og at de kunne få opklaret, om kampen bliver sendt på indonesisk tv. Og sørme så... Så fra almindelig familiehygge, er vores rum nu ændret til en fodboldbule... Cille sover, drengene er helt væk i fodboldkampen, og jeg kan vel gå igang med at pakke... Ulrich har netop sagt "hold da op Christian, nu mangler vi bare en øl", hvortil Christian svarede, "ja, vi mangler bare en øl og farfar" (fordi christian mener, at farfar ofte er med til at se fodbold sammen med ham selv og far :-)).
En af de ting, der tydeligvis fylder rigtig meget her på Bali er religion. 70% af balineserne er hinduister, og det fornægter sig ikke. Som tidligere skrevet er her et utal af templer - både store templer i byer mv., men også de små "hustempler", der findes i enhver hinduistisk have, på enhver restaurant mv. Vi har spurgt os en del for, for at blive klogere på de mange hinduistiske ritualer, der konstant gennemføres her - vi er blevet en smule klogere, samtidig med, at der er utrolig meget vi endnu ikke ved... Men vi kan i hvert fald konstatere, at der bare på de tre uger vi har været her, har været indtil flere særlige dage, hvor (primært) kvinder - men også mænd - går afsted til templet iført deres fine tøj, og med en kurv fuld af offergaver (frugt, blomster mv) på hovedet. Derudover lægges der flere gange dagligt, en lille palmebladsbakke med blomster og en tændt røgelsespind foran ethvert hus, butik, restaurant mv. Det ser enormt fint ud - og kan gøre enhver tur henad af fortovet til et sandt slalomløb...de mange daglige religiøse handlinger, bibringer stor kolorit, fine oplevelser og en vis form for ro - altsammen spændende!
Og hvad har vi så lavet den seneste uges tid... Vi har haft nogle dejlige dage i Ubud, og slutter nu vores Balitur af med to dage på stranden i Sanur (vores - indtil videre - dårligste beslutning... Mere om det senere).
Ubud - et kunstnerisk centrum omkranset af rismarker
Mandag morgen vovede vi pelsen - og ryggen - og forlod vores luksuriøse "rede" i Permuteran, og satte kursen mod Ubud. Turen fra Pemuteran til Ubud gik op over det centrale Bali, og var fantastisk smuk! Turen tog tre timer, og bød på mange hårnålesving, stejle stigninger (så stejle, at det var nødvendigt at slukke for bilens aircon, for overhovedet at få bilen hele vejen op...), og fantastisk udsyn. Vi var forberedte på en køresyg Christian, og havde derfor holdt den stakkels dreng vågen til midnat dagen før - i håb om, at han så ville sove i bilen. Men nej, det kan han bare ikke... På mirakuløs vis klarede han dog alligevel turen, uden at blive køresyg - godt hjulpet af ungernes tro følgesvend i ørerne, Rasmus Seebach og lidt højtlæsning.
Ubud viste sig at være en rigtig fin by! Den ligger smukt mellem rismarkerne og anden dejlig natur. Og så er det en by spækket med kunst, cafeer, butikker og en utrolig "laid back" stemning. Helt klart sådan en by, hvor dage kan blive til uger, og hvor man bare kan fordrive tiden med at hænge ud, drikke kaffe, læse bøger etc.
Vi fandt et dejligt guesthouse lidt væk fra hovedstrøget, og bogstavlig talt i rismarkerne (3 meter fra verandaen og til kanten af rismarken, må vist siges at være i rismarkerne), og selvfølgelig med en lille pool... Som dog ikke blev brugt helt så flittigt som andre steder - fordi Ubud ligger lidt i højderne, og det derfor er lidt køligere, skønt (selvom det stadig betød vaaarme dage, men køligere nætter).
I Ubud ligger der en såkaldt abeskov... En lille (flot) skov, som omkranser to gamle templer, og som er spækket med mackak-aber (små hidsige bæster!!). Og abeskoven skulle naturligvis være vores første udflugtsmål. I bedste turiststil købte vi en klase bananer til ågerpris ved indgangen, og to skridt senere havde en fræk abe hevet dem alle ud af hånden på en chokeret Christian... (hvorefter banandamen selvfølgelig prøvede at sælge os nogle flere...). Vel inde i abeskoven kom aberne for tæt på Cecilie, som hylede og skreg - og tilbragte resten af turen på Ulrichs skuldre... Og en anden fræk abe opdagede at Ulrich havde noget i bukselommen, og inden han havde set sig om, havde det lille bæst hænderne nede i ulrichs lomme... Det krævede hjælp fra en ansat at få aben væk (altimens Cecilie så chokeret til fra skulderpladsen...). Det "sjove" var, at det aben prøvede at få fat i - og som den næsten havde held med - var en pose med smertestillende, som vi havde købt på et apotek, på vej til abeskoven. Man ser det for sig - "abe død af overdosis, efter overfald på turist..." Så alt i alt en interessant tur hos aberne...
Den følgende dag tog Ulrich og ungerne på besøg i Bali bird park og Bali reptil park (jeg blev hjemme og passede på ryggen, idet jeg stadig restituerer... Og prøver at forebygge flere uheldige tilbagefald). Den største oplevelse forlyder klart at have været komodo-varanerne (eller Komodo-dragons, som deres lidt mere dramatiske engelske navn er) - som vi havde talt en del om forinden, og rigtig meget efterfølgende. Derudover var nogle meget store slanger vist også ret interessante - men den del er jeg heldigvis blevet forskånet for at høre så meget om!
Der er en lang række udflugtsmål, og gåture omkring Ubud - noget vi helt sikkert ville have gjort det meget mere i, hvis ungerne havde været lidt større, og min ryg havde været i en bedre stand. En god gåtur blev det dog til - og en rigtig rigtig fin en af slagsen, ud mellem smukt beliggende rismarker, og videre ud i noget jungleagtig skov. Det var lidt hårdt for de små ben - men også en god oplevelse (og lykken var gjort, da vi nåede frem til et meget faldefærdigt skur, hvor der kunne købes kolde sodavand :-)).
Udover ovenstående forsvandt tiden i Ubud lynhurtigt - godt fyldt ud med meget af den familiehygge vi i den grad dyrker, med uno, kortspil, yatzy, højtlæsning, skolearbejde osv. Og så blev der brugt en vis mængde tid på shopping... Begge børn fik lommepenge til turen i julegave, og eftersom tiden på Bali var ved at rende ud, og eftersom der var et stort (meget turistet...) marked i Ubud, var det stedet at få brugt de sidste indonesiske lommepenge. Christian valgte at formøble hele formuen på hans nyeste samlermani - udskårne trædyr. Dog ikke på en gang - den unge mand har nemlig vist sig at være lidt af en handelsmand... Så først efter tre ture på markedet var alle pengene brugt, og Christian tilfreds med de priser han havde opnået - og ikke mindst den samling trædyr, der nu fylder godt i rygsækken :-) Cecilie valgte, modsat Christian, en lidt bredere varesammensætning. Hun startede fint ud med trædyr, men mistede hurtigt interessen for det, og vendte i stedet blikket mod meget pink smykker... Det sjove ved det var, at Cecilie, siden hun købte fodboldtøj i Kuala Lumpur, ikke har gået i andet, og derfor åbenbart bliver regnet for at være dreng... Så det var en noget forvirret dame, der solgte en meget stor pink fingerring og matchede armbånd til en fodboldklædt Cecilie - og hun blev næsten endnu mere forvirret, da jeg fortalte, at Cecilie er en pige. Og hvad den oplevelse gjorde ved den lille pige er ikke til at sige, men resten af pengene blev i hvert fald brugt på en yndig lille sommerkjole og matchede klip klappere med store blomster på... Og fodboldtøjet er pakket væk, og Cecilie giver den på alle tangenterne, som en lille dame i fin kjole, med smykker osv... Selv kunne jeg have fyldt adskillige rygsække med fede stenfigurer, flotte kurve osv., men ak, jeg måtte begrænse mig til et par små ting...
Sanur - strand og tjaaaa...
Lørdag morgen satte vi kursen mod Sanur, som er den ene af to store charterdestinationer på den sydlige del af Bali. Kuta er det ene sted - og et sted, som vi fra flere sider er blevet advaret kraftigt imod, og Sanur er det andet, og et sted, som skulle være bedre end Kuta, og mere rettet mod børnefamilier. Vi tænkte, i vores visdom, at vi ville give ungerne to dage på stranden, inden vi forlader Bali (selvom vi har badet vildt meget her på Bali, har det ikke været på stranden, primært fordi de ikke har været særlig gode - men strandene på sydbali skulle være gode, så derfor). Men det var sgu da en besynderlig beslutning vi der traf... Efter at have været det ene mere dejlige sted efter det andet her på Bali, vælger vi (helt bevidst) at tage derhen, hvor det er mest turistet, larmende og hazzelagtigt... DUMT, når nu der er SÅ mange andre fantastiske steder på denne ø.
Og, så har vi toppet vores dumhed, med at booke os ind på et lille bitte hotel for forretningsfolk i den ende af byen, hvor alle konsulaterne ligger. Dvs. langt fra stranden, og den del af byen, hvor restauranter og den slags ligger... Tsk! Men men, vi har undladt at ærgre os for meget, og i stedet grine af det - og så er det egentlig også helt okay, at vi på fem uger kun har lavet en "fejl" ved valg af by og hotel :-) så pyt skidt!
Og derfor valgte vi også i dag at gøre det, vi tog herned for - nemlig at tage på stranden. Og en ikke særlig god strand... (ved godt, at vi er meget forvente efter den vidunderlige strand på Kho Payam i Thailand, men stadigvæk...), en masse solsenge på rækker, mange (!!) både i vandet, lige der hvor man skulle bade, og en konstant benzinlugt fra de mange både, samt en jævn støj fra jetski - fedt! Så vi startede ud i bedste stil, med at være næserynkende og passive, og endte med at gå "all in" ved at sende Ulrich og Christian ud på en tur på jetski (til Christians udelte begejstring!!)
Og Sanur, dårligt beliggende hotel, en overrendte by eller ej, har vi også her hygget os. For som tidligere skrevet, er det, der overskygger alt på denne tur, helt klart den megen familiehygge, og det at være sammen! Og det er ikke for at lyde klicheeagtig - men det er fordi, det er sådan det er :-)
I morgen tidlig går turen til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Kuala Lumpur, og derfra videre til Kuching på Borneo. Bali har som sagt været super fedt, men nu glæder vi os også meget til at komme videre til Borneos jungle, nationalparker og dyr!
Og noget helt andet - tak for de mange dejlige mails hjemmefra, det er virkelig fedt! Og undskyld, at vi ikke er helt så hurtige til at få svaret!
Og så lige en sidste stemningsrapport - for mens jeg har skrevet er det blevet sent her, og der betyder i dag, at det er fodboldtid... For første gang siden Kuala Lumpur har vi fjernsyn på værelset, og eftersom der i dag er kamp mellem Tottenham og Arsenal, har Ulrich og Christian spændt ventet på, at det skulle blive aften, og at de kunne få opklaret, om kampen bliver sendt på indonesisk tv. Og sørme så... Så fra almindelig familiehygge, er vores rum nu ændret til en fodboldbule... Cille sover, drengene er helt væk i fodboldkampen, og jeg kan vel gå igang med at pakke... Ulrich har netop sagt "hold da op Christian, nu mangler vi bare en øl", hvortil Christian svarede, "ja, vi mangler bare en øl og farfar" (fordi christian mener, at farfar ofte er med til at se fodbold sammen med ham selv og far :-)).
søndag den 19. februar 2012
Bali - ren afslapning (og luksusbackpacking)
Vi har næsten været på Bali i to uger nu, og her er skønt! En smuk og frodig vulkanø, med masser af blomster, palmer, flotte træer, små og store templer i hobetal, flotte udsmykninger alle vegne, super søde og hjælpsomme mennesker og en ø, der byder på en masse gode oplevelser. Det er regntid nu, og det betyder bl.a, at her ikke er så mange turister, som her tydeligvis er i højsæsonen (juli og august). Derudover betyder det også, at priserne på overnatning er "i bund", og at vi derfor bor lidt bedre end vi nok ellers ville gøre. SÅ vi er blevet en kende magelige, og glade for at bo godt (det bliver en brat opvågning, når vi kommer tilbage til Malaysia, og skal tilbage til det vanlige niveau.). Og ungerne er ekstremt glade for, at der har været pool de tre steder vi har boet her på Bali indtil nu.
Og mht. regnen er det blot en lise, idet regnen tager toppen af heden. I sidste uge havde vi dagligt nogle voldsomme, men forholdsvis kortvarige, byger hver eftermiddag. Og ud over at være dejligt i forhold til varmen, gav det også et perfekt hul i dagen til skolearbejde. I denne uge har det til gengæld ikke regnet, og varmen er derfor bastant...! Lige nu hænger der dog nogle meget sorte skyer oppe i bjergene og vi kan høre torden i det fjerne - så vi krydser fingre for en god byge :-)
Hvad angår det at komme fra sted til sted her på Bali, foregår det også i den magelige ende... Det har nemlig vist sig at være nemmest, og det mest almindelige, at hyre en privatperson til at køre en fra A til B i en personbil - herligt og nemt, fordi det betyder transport fra dør til dør. Eneste udfordring er, at Christian døjer en del med køresyge, når vi drøner afsted, og særligt på bjergvejene...
Amed - hygge, afslapning og masser af badning...
Vi startede vores Bali-odysse i Amed på østkysten - og dermed en af de mindre turistede og mere fattige dele af Bali. Amed er en lille hyggelig fiskeriby, hvor der ikke sker stort andet end fiskeri og folk som os, der primært kommer for at snorkle.
Vi havde seks super dejlige dage i Amed! Vi boede på et lille hotel, med kun seks værelser, placeret direkte på stranden, med en skøn lille pool, udsigt til Balis største vulkan, og med den dejligste have fyldt med blomster, kokos- og bananpalme osv. Derudover havde vi et dejligt rum, med en stor altan lige ud til stranden. Og ikke at forglemme et dejligt open-air badeværelse (hvilket vi har haft flere gange), med eget dyr, der flere morgener viste sig at have spist af vores sæbe...
En dag lejede vi scootere, dels for at køre på tur, dels for at komme til nærmeste by for at hæve penge. Og det var fedt - synes alle i familien!! At drøne afsted, en voksen og et barn på hver scooter, afsted mellem palmerne, forbi rismarkerne og igennem små landsbyer med masser at kigge på. Desværre blev vores tur lidt kortere end planlagt... For den (forhåbentlig eneste) ting vi har misset i vores rejseplanlægning er internationale kørekort... Så da vi blev standset af politiet ved et rutinetjek, måtte vi bekende kulør og hive læderet op. Eftersom vi tingede om prisen, må man dog nok formode, at de fleste af pengene gik til kaffekassen - selvom de, i øvrigt meget søde politimænd, hårdnakket påstod at pengene ville blive afleveret til "justice". Herefter kørte vi ind og hævede penge og så hjem til Amed - i regnvejr... Men, fed oplevelse at køre på tur på scooter, og nok også vores eneste scootertur :-
På trejedagen i Amed ankom to danske børnefamilier til vores hotel. Umiddelbart meget pudsigt på så lille et hotel - men det viste sig, at vi havde fået det anbefalet af sammen person hjemme i dk. Ungerne fandt hurtigt ud af at lege i poolen, så det var herligt. Derudover spottede Christian hurtigt, at tre ud af de fire andre børn svømmede uden vinger, hvilket betød at han smed vingerne fluks (sjovt at se, når forfængeligheden sætter ind hos ens børn!) og det har så betydet, at han nu med rekordfart har lært brystsvømning, og ikke mindst, at svømme dybt og længe under vand (han bryster sig af, at være den bedste i familien til at dykke). Og Cecilie er, i den grad, også blevet en vandhund nu.
Lovina - delfiner, aber, vandfald og endnu mere afslapning...
Efter Amed, tog vi videre til Lovina på Balis nordkyst. Lovina er en rigtig hyggelig, men også forholdsvis turistet by. En af de ting man "skal" i Lovina er at sejle ud på havet kl. 6 om morgenen, for at se delfiner - og derfor selvfølgelig en ting vi skulle prøve. Vi havde to rigtig fine timer på havet, og så masser af delfiner. Og særligt Christian synes, at det var en stor oplevelse (tiden var lidt lang for Cecilie...). Det foregår på den måde, at man sejler ud med en såkaldt outrigger (en lille fiskebåd med plads til 5 personer), og så ellers leder efter/"forfølger" delfiner (noget man selvfølgelig kan gøre sig nogle overvejelser om - for er det ok at forstyrre dem osv...) Der sejler det antal både ud, som der er turister til - vores tilfælde ca. 8 både. Men vores "skipper" fortalte os, at der i højsæsonen kan være op mod 100 både hver morgen... Og dermed meget lille mulighed for at se delfiner.
Den følgende dag tog vi på en heldagstur rundt i området. En af de ansatte på hotellet havde fri, og kørte os rundt mod betaling (vanlig praksis og oplagt måde at tjene lidt på). Vi havde en rigtig fin dag! Lige med undtagelse af, at bilen gik i stykker halvvejs oppe i bjergene... Så vores mand måtte trille ned og bytte bil, mens vi ventede i vejkanten - Cille med Rasmus Seebach i ørerne, og Christian for hvem der blev læst Harry Portter. Ud over en køretur i et smukt landskab bød dagen på besøg ved et vandfald, muligheden for at fodre aber med bananer i vejkanten, besøg ved et smukt tempel og en tur i nogle varme kilder - lækkert!!
Efter Lovina var planen egentlig at tage videre til Ubud, men vi havde læst om et lækkert beliggende sted en time vest for Lovina, som hedder Pemutaran - og et sted, hvor der stort set ikke er meget andet end lækre lækre hoteller. Så efter lidt rådslagning blev vi enige om, at hvis vi skulle prøve luksus, så skulle det være her på Bali - hvor det trods alt er til at betale sig fra. Så vi satte kursen md Pemutaran efter tre dejlige dage i Lovina.
Permuteran - luksus, we love it!
Og her er vi så nu - og her er fedt, skønt og lækkert!! Vi bor på et stort, skønt rum med havudsigt, og alt er bare tip top!! Planen var at være her i tre dage, men der er desværre sket det, at jeg er røget ned med ryggen igen... Det var det, der bare ikke måtte ske, og som så skete alligevel... Så lige nu ser det ud til, at vi kommer til at være her i 6 dage (og når det endelig skulle være, er det trods alt rart at ligge et sted, hvor alt er lækkert :-) og så må vi bare lukke øjnene for priserne!) Det har været nogle drøje dage, med mange smerter, men nu tror vi endelig, at det er ved at vende - godt hjulpet af piller, en fantastisk mand og nogle tålmodige børn - og så tilsat endeløse gåture rundt i den dejlige have vi bor i, og langsomme øvelser i poolen.
Udover at være lidt bekymrede synes ungerne, at det er fuldstændig fantastisk, at vi er "fanget" på dette sted!! Dagene flyder sammen, med et absolut minimum af aktivitet og helt igennem dovenskab. Christian prøver vist at slå en eller anden rekord i, hvor mange timer om dagen, man kan spille Fifa på ipaden, og Cecilie er ved at drive Ulrich til vanvid med hendes umættelige behov for at spille uno...og det hele afløst af et par ture i poolen igang imellem.
Men men vi håber meget på, at jeg om to dage er klar til at komme videre - for så går turen til Ubud. Og så må vi bare sørge for, at tage endnu flere forholdsregler, end vi gjorde i forvejen. Specielt fordi, det her ikke må ske igen på denne rejse - det har jeg hverken mentalt overskud eller piller nok til...!
Men, bortset fra rygproblemer (som fylder meget lige nu) har vi det fantastisk!! Vi har i dag været afsted i 4 uger, og kan klart konstatere, at det er ubeskriveligt godt at være sammen som familie på denne måde, at vi fire er gode til at rejse sammen, og at vi i den grad har fundet vores rejserytme!
Og mht. regnen er det blot en lise, idet regnen tager toppen af heden. I sidste uge havde vi dagligt nogle voldsomme, men forholdsvis kortvarige, byger hver eftermiddag. Og ud over at være dejligt i forhold til varmen, gav det også et perfekt hul i dagen til skolearbejde. I denne uge har det til gengæld ikke regnet, og varmen er derfor bastant...! Lige nu hænger der dog nogle meget sorte skyer oppe i bjergene og vi kan høre torden i det fjerne - så vi krydser fingre for en god byge :-)
Hvad angår det at komme fra sted til sted her på Bali, foregår det også i den magelige ende... Det har nemlig vist sig at være nemmest, og det mest almindelige, at hyre en privatperson til at køre en fra A til B i en personbil - herligt og nemt, fordi det betyder transport fra dør til dør. Eneste udfordring er, at Christian døjer en del med køresyge, når vi drøner afsted, og særligt på bjergvejene...
Amed - hygge, afslapning og masser af badning...
Vi startede vores Bali-odysse i Amed på østkysten - og dermed en af de mindre turistede og mere fattige dele af Bali. Amed er en lille hyggelig fiskeriby, hvor der ikke sker stort andet end fiskeri og folk som os, der primært kommer for at snorkle.
Vi havde seks super dejlige dage i Amed! Vi boede på et lille hotel, med kun seks værelser, placeret direkte på stranden, med en skøn lille pool, udsigt til Balis største vulkan, og med den dejligste have fyldt med blomster, kokos- og bananpalme osv. Derudover havde vi et dejligt rum, med en stor altan lige ud til stranden. Og ikke at forglemme et dejligt open-air badeværelse (hvilket vi har haft flere gange), med eget dyr, der flere morgener viste sig at have spist af vores sæbe...
En dag lejede vi scootere, dels for at køre på tur, dels for at komme til nærmeste by for at hæve penge. Og det var fedt - synes alle i familien!! At drøne afsted, en voksen og et barn på hver scooter, afsted mellem palmerne, forbi rismarkerne og igennem små landsbyer med masser at kigge på. Desværre blev vores tur lidt kortere end planlagt... For den (forhåbentlig eneste) ting vi har misset i vores rejseplanlægning er internationale kørekort... Så da vi blev standset af politiet ved et rutinetjek, måtte vi bekende kulør og hive læderet op. Eftersom vi tingede om prisen, må man dog nok formode, at de fleste af pengene gik til kaffekassen - selvom de, i øvrigt meget søde politimænd, hårdnakket påstod at pengene ville blive afleveret til "justice". Herefter kørte vi ind og hævede penge og så hjem til Amed - i regnvejr... Men, fed oplevelse at køre på tur på scooter, og nok også vores eneste scootertur :-
På trejedagen i Amed ankom to danske børnefamilier til vores hotel. Umiddelbart meget pudsigt på så lille et hotel - men det viste sig, at vi havde fået det anbefalet af sammen person hjemme i dk. Ungerne fandt hurtigt ud af at lege i poolen, så det var herligt. Derudover spottede Christian hurtigt, at tre ud af de fire andre børn svømmede uden vinger, hvilket betød at han smed vingerne fluks (sjovt at se, når forfængeligheden sætter ind hos ens børn!) og det har så betydet, at han nu med rekordfart har lært brystsvømning, og ikke mindst, at svømme dybt og længe under vand (han bryster sig af, at være den bedste i familien til at dykke). Og Cecilie er, i den grad, også blevet en vandhund nu.
Lovina - delfiner, aber, vandfald og endnu mere afslapning...
Efter Amed, tog vi videre til Lovina på Balis nordkyst. Lovina er en rigtig hyggelig, men også forholdsvis turistet by. En af de ting man "skal" i Lovina er at sejle ud på havet kl. 6 om morgenen, for at se delfiner - og derfor selvfølgelig en ting vi skulle prøve. Vi havde to rigtig fine timer på havet, og så masser af delfiner. Og særligt Christian synes, at det var en stor oplevelse (tiden var lidt lang for Cecilie...). Det foregår på den måde, at man sejler ud med en såkaldt outrigger (en lille fiskebåd med plads til 5 personer), og så ellers leder efter/"forfølger" delfiner (noget man selvfølgelig kan gøre sig nogle overvejelser om - for er det ok at forstyrre dem osv...) Der sejler det antal både ud, som der er turister til - vores tilfælde ca. 8 både. Men vores "skipper" fortalte os, at der i højsæsonen kan være op mod 100 både hver morgen... Og dermed meget lille mulighed for at se delfiner.
Den følgende dag tog vi på en heldagstur rundt i området. En af de ansatte på hotellet havde fri, og kørte os rundt mod betaling (vanlig praksis og oplagt måde at tjene lidt på). Vi havde en rigtig fin dag! Lige med undtagelse af, at bilen gik i stykker halvvejs oppe i bjergene... Så vores mand måtte trille ned og bytte bil, mens vi ventede i vejkanten - Cille med Rasmus Seebach i ørerne, og Christian for hvem der blev læst Harry Portter. Ud over en køretur i et smukt landskab bød dagen på besøg ved et vandfald, muligheden for at fodre aber med bananer i vejkanten, besøg ved et smukt tempel og en tur i nogle varme kilder - lækkert!!
Efter Lovina var planen egentlig at tage videre til Ubud, men vi havde læst om et lækkert beliggende sted en time vest for Lovina, som hedder Pemutaran - og et sted, hvor der stort set ikke er meget andet end lækre lækre hoteller. Så efter lidt rådslagning blev vi enige om, at hvis vi skulle prøve luksus, så skulle det være her på Bali - hvor det trods alt er til at betale sig fra. Så vi satte kursen md Pemutaran efter tre dejlige dage i Lovina.
Permuteran - luksus, we love it!
Og her er vi så nu - og her er fedt, skønt og lækkert!! Vi bor på et stort, skønt rum med havudsigt, og alt er bare tip top!! Planen var at være her i tre dage, men der er desværre sket det, at jeg er røget ned med ryggen igen... Det var det, der bare ikke måtte ske, og som så skete alligevel... Så lige nu ser det ud til, at vi kommer til at være her i 6 dage (og når det endelig skulle være, er det trods alt rart at ligge et sted, hvor alt er lækkert :-) og så må vi bare lukke øjnene for priserne!) Det har været nogle drøje dage, med mange smerter, men nu tror vi endelig, at det er ved at vende - godt hjulpet af piller, en fantastisk mand og nogle tålmodige børn - og så tilsat endeløse gåture rundt i den dejlige have vi bor i, og langsomme øvelser i poolen.
Udover at være lidt bekymrede synes ungerne, at det er fuldstændig fantastisk, at vi er "fanget" på dette sted!! Dagene flyder sammen, med et absolut minimum af aktivitet og helt igennem dovenskab. Christian prøver vist at slå en eller anden rekord i, hvor mange timer om dagen, man kan spille Fifa på ipaden, og Cecilie er ved at drive Ulrich til vanvid med hendes umættelige behov for at spille uno...og det hele afløst af et par ture i poolen igang imellem.
Men men vi håber meget på, at jeg om to dage er klar til at komme videre - for så går turen til Ubud. Og så må vi bare sørge for, at tage endnu flere forholdsregler, end vi gjorde i forvejen. Specielt fordi, det her ikke må ske igen på denne rejse - det har jeg hverken mentalt overskud eller piller nok til...!
Men, bortset fra rygproblemer (som fylder meget lige nu) har vi det fantastisk!! Vi har i dag været afsted i 4 uger, og kan klart konstatere, at det er ubeskriveligt godt at være sammen som familie på denne måde, at vi fire er gode til at rejse sammen, og at vi i den grad har fundet vores rejserytme!
lørdag den 11. februar 2012
Her er skønt skønt skønt på Bali!
Vi har nu været på Bali en uge, og her er skønt! Vi slapper af og nyder livet i fulde drage! Eneste udfordring (som vel næsten ikke kan kaldes en udfordring) er begrænset internetadgang... Så blogindlæg følger, når forbindelsen er lidt mere stabil! :-)
søndag den 5. februar 2012
Nogle dejlige dage i Malaysia!
Så er tiden her i Malaysia ved at rende ud - men dog kun for en kortere bemærkning, idet vi vender tilbage om en måned. Rygsækkene er endnu engang pakket, og vi er klar til at tage til lufthavnen i morgen tidlig og hoppe på et fly til Bali.
Men først lidt om de seneste dage (om ikke andet, så for vores egen fremtidige hukommelses skyld :-))
Vi havde en sidste rigtig god dag i Cameroun highlands, hvor vi var på rundtur i området. Vi så en række forskellige ting, herunder en jordbærfarm, en bifarm og en sommerfuglefarm (sidstnævnte var dog kun for Ulrich og ungerne, da der også var slanger og andre reptiler derinde...så jeg gik en tur, alt imens de tre andre hyggede sig inde ved dyrene...adr!!). Derudover besøgte vi en thefarm, hvilket var en meget fascinerende oplevelse! Et kæmpestort og kuperet område var dækket af tebuske - på hver en kvadratcentimeter, uanset hvor stejl den måtte være. Det var enormt flot - og vildt at tænke på, hvordan 200 mand dagligt klipper teblade i det enorme område og i en tre-ugers cyklus. Altså således, at hver enkelt busk bliver klippet hver tredje uge. Spændende - for både børn og voksne!
Om aftenen valgte christian, at vi skulle spise indisk (der er mange hhv. Indere og kinesere i Malaysia, og dermed også enormt meget indisk og kinesisk mad), og hvilken succes. De to unger sad der og gnaskede stærk mad i sig, bl.a. Serveret på et bananblad, og prøvede nærmest at overgå hinanden i at smage de forskellige saucer mv. Fagre nye verden... :-). Og så er der altså bare noget særligt over, at spise ved en af de utallige små gaderestauranter, hvor det hele roder lidt, er lidt ekstra farverigt - og nok knap så hygiejnisk...
Den følgende morgen satte vi os i bussen med retning mod Kuala lumpur. Det var en rigtig flot køretur ned fra bjergene, gennem et meget frodigt landskab med temarker, palmer, flotte blomster og små landsbyer. Og Christians køresygetendenser blev holdt i ave med en endeløs lang omgang Harry potter højtlæsning..
Vel ankommet i Kuala Lumpur - og nede i varmen igen - indlogerede vi os på et hotel, i en lidt bedre standard end ellers... Og hvilken glæde det skabte - særligt hos ungerne... At tænke sig et værelse med fjernsyn med sportskanaler (der var en dreng der trængte til at slappe af foran flimmeren), et badekar med varmt (næsten... Lunkent) vand, værelse på 12. etage med fantastisk udsigt over byen, morgenmad på hotellet - og vigtigst af alt Mac donalds og Starbuks som nabo... Så to børn jublede over at få junk til frokost og de to voksne jublede over god kaffe!! Og næste jubelting indfandt sig hurtigt - på første gåtur i byen fik Christian hurtigt øjnene op for kopivarernes lyksaligheder... Så nu er begge børns lommepenge omsat til fodboldoutfits :-)
I aftes gik vi rundt i området little india, og på deres natmarked. Det var ret fascinerende og farverigt - og bød desuden også på endnu et sjovt forsøg med indisk mad. Og i dag gik turen til en stor park ved foden af Petronas Towers. Udover at huse en stor legeplads viste det sig også, at der var en offentlig pool-legeplads i parken, hvor en masse børn boltrede sig. Så ungerne fik et par fornøjelige timer i vandet, mens vi så til fra skyggen :-)
Det har været et par rigtig gode dage i Kuala Lumpur - en ved første øjekast, typisk, stor, larmende og beskidt asiatiske storby, men ved nærmere eftersyn en mere hyggelig en af slagsen. Derudover har den forgangne uge i Malaysia været rigtig god - og indtrykket af landet er rigtig godt!! Folk er enormt søde, der ligger mange gode oplevelser og venter, den rolige og rummelige sameksistens af malayer, kinesere og indere er imponerende og så har vi været heldige at være her på bagkant af det kinesiske nytår - så der er pyntet op alle vegne!
Christian og Cecilie - og særligt Cecilie, får enormt meget opmærksomhed pga. deres lyse hår og hud. De bliver smilet til, talt til, nusset, lavet sjov med, forsøgt fotograferet og er par gang forsøgt løftet op. Ikke overraskende tager Christian det i stiv arm, og smiler forsigtigt til folk, mens cecilie benhårdt giver alle der kommer hende nær en kold skulder... Som sagt, ikke overraskende...
Nå, slut for nu. I morgen flyver vi som sagt til Bali. Vi starter med (mindst) en uge samme sted - med strand, badning, afslapning osv. Dejligt! :-)
Men først lidt om de seneste dage (om ikke andet, så for vores egen fremtidige hukommelses skyld :-))
Vi havde en sidste rigtig god dag i Cameroun highlands, hvor vi var på rundtur i området. Vi så en række forskellige ting, herunder en jordbærfarm, en bifarm og en sommerfuglefarm (sidstnævnte var dog kun for Ulrich og ungerne, da der også var slanger og andre reptiler derinde...så jeg gik en tur, alt imens de tre andre hyggede sig inde ved dyrene...adr!!). Derudover besøgte vi en thefarm, hvilket var en meget fascinerende oplevelse! Et kæmpestort og kuperet område var dækket af tebuske - på hver en kvadratcentimeter, uanset hvor stejl den måtte være. Det var enormt flot - og vildt at tænke på, hvordan 200 mand dagligt klipper teblade i det enorme område og i en tre-ugers cyklus. Altså således, at hver enkelt busk bliver klippet hver tredje uge. Spændende - for både børn og voksne!
Om aftenen valgte christian, at vi skulle spise indisk (der er mange hhv. Indere og kinesere i Malaysia, og dermed også enormt meget indisk og kinesisk mad), og hvilken succes. De to unger sad der og gnaskede stærk mad i sig, bl.a. Serveret på et bananblad, og prøvede nærmest at overgå hinanden i at smage de forskellige saucer mv. Fagre nye verden... :-). Og så er der altså bare noget særligt over, at spise ved en af de utallige små gaderestauranter, hvor det hele roder lidt, er lidt ekstra farverigt - og nok knap så hygiejnisk...
Den følgende morgen satte vi os i bussen med retning mod Kuala lumpur. Det var en rigtig flot køretur ned fra bjergene, gennem et meget frodigt landskab med temarker, palmer, flotte blomster og små landsbyer. Og Christians køresygetendenser blev holdt i ave med en endeløs lang omgang Harry potter højtlæsning..
Vel ankommet i Kuala Lumpur - og nede i varmen igen - indlogerede vi os på et hotel, i en lidt bedre standard end ellers... Og hvilken glæde det skabte - særligt hos ungerne... At tænke sig et værelse med fjernsyn med sportskanaler (der var en dreng der trængte til at slappe af foran flimmeren), et badekar med varmt (næsten... Lunkent) vand, værelse på 12. etage med fantastisk udsigt over byen, morgenmad på hotellet - og vigtigst af alt Mac donalds og Starbuks som nabo... Så to børn jublede over at få junk til frokost og de to voksne jublede over god kaffe!! Og næste jubelting indfandt sig hurtigt - på første gåtur i byen fik Christian hurtigt øjnene op for kopivarernes lyksaligheder... Så nu er begge børns lommepenge omsat til fodboldoutfits :-)
I aftes gik vi rundt i området little india, og på deres natmarked. Det var ret fascinerende og farverigt - og bød desuden også på endnu et sjovt forsøg med indisk mad. Og i dag gik turen til en stor park ved foden af Petronas Towers. Udover at huse en stor legeplads viste det sig også, at der var en offentlig pool-legeplads i parken, hvor en masse børn boltrede sig. Så ungerne fik et par fornøjelige timer i vandet, mens vi så til fra skyggen :-)
Det har været et par rigtig gode dage i Kuala Lumpur - en ved første øjekast, typisk, stor, larmende og beskidt asiatiske storby, men ved nærmere eftersyn en mere hyggelig en af slagsen. Derudover har den forgangne uge i Malaysia været rigtig god - og indtrykket af landet er rigtig godt!! Folk er enormt søde, der ligger mange gode oplevelser og venter, den rolige og rummelige sameksistens af malayer, kinesere og indere er imponerende og så har vi været heldige at være her på bagkant af det kinesiske nytår - så der er pyntet op alle vegne!
Christian og Cecilie - og særligt Cecilie, får enormt meget opmærksomhed pga. deres lyse hår og hud. De bliver smilet til, talt til, nusset, lavet sjov med, forsøgt fotograferet og er par gang forsøgt løftet op. Ikke overraskende tager Christian det i stiv arm, og smiler forsigtigt til folk, mens cecilie benhårdt giver alle der kommer hende nær en kold skulder... Som sagt, ikke overraskende...
Nå, slut for nu. I morgen flyver vi som sagt til Bali. Vi starter med (mindst) en uge samme sted - med strand, badning, afslapning osv. Dejligt! :-)
torsdag den 2. februar 2012
En række dage på farten... I den grad...
Så skal jeg da ellers lige love for, at vi som familie (og særligt ungerne), har fået vores ilddåb som rejsende... I den lettere udfordrende ende af skalaen :-) siden kho payam har vi set og oplevet meget - og flyttet os en del! Det er helt vildt at tænke på, at vi kun har været afsted i næsten to uger!! Det føles som meget længere tid - samtidig med, at vi stadig er igang med at finde vores "rejsefødder og modus". Som forventet tager det tid at komme ned i gear, komme væk fra den evindelige planlægning mv., og ikke mindst at finde ud af, hvad der passer os bedst som familie... Men det kommer stille og roligt.
Vi forlod kho payam mandag morgen og satte kursen mod Penang i Malaysia. Det viste sig at blive en længere tur på halvandet døgn og med en del forskellige transportmidler. Først den vanlige motorcykeltur hen over øen, så speedbåd ind til fastlandet,så en tur på ladet af en Pick up truck op til busstationen, så minibus i to timer til nærmeste stationsby (en bumletur, der resulterede i en temmelig køresyg dreng...). Og så havde vi balladen - vi ankom til Chumpon kl. 12.30 og kunne først komme videre med nattoget kl. 22.45. Så vi ventede og ventede og ventede - i øsende regnvejr og i et hul af en by. Vi fandt dog en rigtig klassisk backpackerrestaurant (hvilke minder...), hvor vi hang ud det meste af dagen, betalte overpriser for alt, hyggede os med uno og priste os lykkelige for deres wifi og DR's online programmer for børn. Udover at hænge ud på restauranten gik vi en tur i byen - mellem to byger - og var bl.a en tur på byens overdækkede marked. Og sikken en oplelevlse! Jeg tror, at det er det ulækreste marked jeg nogensinde har set - der stank helt vildt, alverdens madvarer var stablet op temmelig uhygiejnisk (herunder hele grisehoveder og meget andet), der løb rotter rundt og det var bare helt igennem ulækkert... Men også en oplevelse :-) sent om aftenen gik turen så videre i sovevogn - og det var sgu hyggeligt at ligge i hver sin køje, med hvert sit barn og rumle afsted gennem natten, ned gennem Thailand!! Om morgenen ankom vi til en by i sydthailand, hvor vi skulle ud af toget og ind i en vogn længere fremme... Så kørte vi en time mere, inden vi skulle ud igen, for at gå over den thailandske grænse og ind i Malaysia. Og så på toget igen. Kl. 12.55 landede vi så i butterworth, hvorfra vi tog en færge over til georgetown på Penang og derfra taxa det sidste stykke til hotellet. Hold da kæft for en tur - og er du vild nogle seje unger vi har!! De tog det i stiv arm og som en oplevelse - men var også meget glade, da vi endelig var fremme!
Vi endte dog med ikke at blive så længe i georgetown. Der var stegende stegende hedt og temmelig larmende... Så vi lavede lidt sightseeing onsdag, og drog så videre torsdag morgen. På vores sightseeing var vi bl.a. Oppe og se Malaysias største buddhistiske tempel. Det var enormt flot og en stor oplevelse - også fordi det var ekstra pyntet i anledning af det kinesiske nytår.
Torsdag morgen hoppede vi så på en minibus med kurs mod Cameron highlands - som er stedet, hvor englænderne i sin tid drog op for at slippe væk fra heden. Det betyder også, at det er et sted, hvor der dyrkes the og spises scones. Her er dejlig køligt (og lidt regnfuldt...) og så er her, til særligt Christians store glæde, stille!!! Ingen cikader der holder en vågen om natten, eller et larmende air con anlæg eller en fane der kører rundt. Men i stedet fred og ro, tilsat lidt fuglekvidder. Skønt! Så vi nyder det her - samtidig med, at vi faktisk allerede drager videre i morgen. Vi skal ned til Kuala Lumpur, hvorfra vi flyver til Bali på mandag.
I eftermiddag tager vi på en tur ud og kigger på themarker og jordbærplantager. Men først er det vist ved at være tid til lidt skolearbejde og dagbogskrivning (for ungernes vedkommende :-)) vi nyder dog lige nu, at kunne sidde stille og roligt og hhv. Skrive blog og læse avis, mens ungerne leger selv. Stunder der ikke har været så mange af endnu. Det meget rykken rundt har - meget forståeligt - også krævet en del forældreopmærksomhed... Så vi har været meget på. Men nu er det som om, at de to størrelser, så småt er ved at finde hinanden og at de begynder at bruge hinanden lidt - så det ikke er os, der er på hver gang :-) os så trænger vi nok også bare til en lidt stabil periode, som vi får på Bali, hvor vi igen planlægger at finde et godt badested, hvor vi slår os ned i, i hvert fald, en uge - og sikkert også mere...
Men alt i alt - mange gode oplevelser, men også nogle dage med fuld fart på rejselivet :-) (og langt væk fra den kulde vi kan forstå, der raser over dk...)
Vi forlod kho payam mandag morgen og satte kursen mod Penang i Malaysia. Det viste sig at blive en længere tur på halvandet døgn og med en del forskellige transportmidler. Først den vanlige motorcykeltur hen over øen, så speedbåd ind til fastlandet,så en tur på ladet af en Pick up truck op til busstationen, så minibus i to timer til nærmeste stationsby (en bumletur, der resulterede i en temmelig køresyg dreng...). Og så havde vi balladen - vi ankom til Chumpon kl. 12.30 og kunne først komme videre med nattoget kl. 22.45. Så vi ventede og ventede og ventede - i øsende regnvejr og i et hul af en by. Vi fandt dog en rigtig klassisk backpackerrestaurant (hvilke minder...), hvor vi hang ud det meste af dagen, betalte overpriser for alt, hyggede os med uno og priste os lykkelige for deres wifi og DR's online programmer for børn. Udover at hænge ud på restauranten gik vi en tur i byen - mellem to byger - og var bl.a en tur på byens overdækkede marked. Og sikken en oplelevlse! Jeg tror, at det er det ulækreste marked jeg nogensinde har set - der stank helt vildt, alverdens madvarer var stablet op temmelig uhygiejnisk (herunder hele grisehoveder og meget andet), der løb rotter rundt og det var bare helt igennem ulækkert... Men også en oplevelse :-) sent om aftenen gik turen så videre i sovevogn - og det var sgu hyggeligt at ligge i hver sin køje, med hvert sit barn og rumle afsted gennem natten, ned gennem Thailand!! Om morgenen ankom vi til en by i sydthailand, hvor vi skulle ud af toget og ind i en vogn længere fremme... Så kørte vi en time mere, inden vi skulle ud igen, for at gå over den thailandske grænse og ind i Malaysia. Og så på toget igen. Kl. 12.55 landede vi så i butterworth, hvorfra vi tog en færge over til georgetown på Penang og derfra taxa det sidste stykke til hotellet. Hold da kæft for en tur - og er du vild nogle seje unger vi har!! De tog det i stiv arm og som en oplevelse - men var også meget glade, da vi endelig var fremme!
Vi endte dog med ikke at blive så længe i georgetown. Der var stegende stegende hedt og temmelig larmende... Så vi lavede lidt sightseeing onsdag, og drog så videre torsdag morgen. På vores sightseeing var vi bl.a. Oppe og se Malaysias største buddhistiske tempel. Det var enormt flot og en stor oplevelse - også fordi det var ekstra pyntet i anledning af det kinesiske nytår.
Torsdag morgen hoppede vi så på en minibus med kurs mod Cameron highlands - som er stedet, hvor englænderne i sin tid drog op for at slippe væk fra heden. Det betyder også, at det er et sted, hvor der dyrkes the og spises scones. Her er dejlig køligt (og lidt regnfuldt...) og så er her, til særligt Christians store glæde, stille!!! Ingen cikader der holder en vågen om natten, eller et larmende air con anlæg eller en fane der kører rundt. Men i stedet fred og ro, tilsat lidt fuglekvidder. Skønt! Så vi nyder det her - samtidig med, at vi faktisk allerede drager videre i morgen. Vi skal ned til Kuala Lumpur, hvorfra vi flyver til Bali på mandag.
I eftermiddag tager vi på en tur ud og kigger på themarker og jordbærplantager. Men først er det vist ved at være tid til lidt skolearbejde og dagbogskrivning (for ungernes vedkommende :-)) vi nyder dog lige nu, at kunne sidde stille og roligt og hhv. Skrive blog og læse avis, mens ungerne leger selv. Stunder der ikke har været så mange af endnu. Det meget rykken rundt har - meget forståeligt - også krævet en del forældreopmærksomhed... Så vi har været meget på. Men nu er det som om, at de to størrelser, så småt er ved at finde hinanden og at de begynder at bruge hinanden lidt - så det ikke er os, der er på hver gang :-) os så trænger vi nok også bare til en lidt stabil periode, som vi får på Bali, hvor vi igen planlægger at finde et godt badested, hvor vi slår os ned i, i hvert fald, en uge - og sikkert også mere...
Men alt i alt - mange gode oplevelser, men også nogle dage med fuld fart på rejselivet :-) (og langt væk fra den kulde vi kan forstå, der raser over dk...)
søndag den 29. januar 2012
Forresten - lige et supplement...
Vi har lidt problemer med vores webmail. Vi kan godt læse mails, men ikke besvare (Søren og Anne, vi har fået jeres mails :-)). Så skriv alternativt til os på lauraschmidthansen@gmail.com
lørdag den 28. januar 2012
Sidste dag på Kho Payam...
Der er skønt her på Kho Payam! Men det er også ved at være tid at komme videre - så i morgen drager vi afsted ned mod Malaysia. Vi har ikke haft held med at skaffe togbilletter (det er en lang tur herfra og ned til butterworth i Malaysia, og derfor en tur som kræver plads i en sovekupe - hvilket ikke er helt nemt :-)) så i morgen tager vi ind til nærmeste større stationsby og prøver lykken.
Lige nu er vi rykket op fra vores stamplads under palmerne på stranden, og sidder på restauranten - ungerne har "skoletime", dvs. Christian laver lidt i skolebøgerne, cille tegner, jeg skriver og Ulrich læser. Skønt!
Det er i dag endelig lykkedes os at få cille i vandet - og ikke overraskende kom hun i tanke om, at det jo er sjovt at bade... Godt hun skulle opdage det den sidste dag her! Så nu håbervi, at hun fortsat husker det næste gang vi kommer til et badested - sandsynligvis på Bali.
Trods sygdom og div. tilvænningsudfordringer har det været skønt at være her! Dejligt at have fundet et sted, hvor man bare kan dimse uden at forholde sig til en hel masse. Og endnu vigtigere, så er det skønt bare at være sammen som familie, og ikke skulle meget andet end lige præcis det vi har lyst til!
Et af de store familiehit er fx aftenhygge hjemme i vores bungalow (vi går tidligt hjem, for myggene er vanvittige... Og selvom vi er smurt ind i noget værre stads, er de efter os...) så aftenerne bliver brugt på yatzy og uno - til alles (og måske særligt cilles) fornøjelse (...fordi hun begynder at forstå det der med at spille). Og så læser vi gummitarzan, Suk! Christian har den med som læsebog, men cille vil høre den hele tiden - jeg spekulerer på, hvor mange gange vi når at læse den, eftersom vi allerede har læst den en hel del gange, suk suk!
Hvad ryggen angår, går det stadig fremad. Jeg er stoppet med at spise piller - godt tegn!! Og får gang i kroppen hver morgen (eller formiddag... Vi slår nemlig først øjnene op mellem kl 9 og 10! Tror det er de meget Varme nætter og de helt vilde cikaders sang, der giver os lidt urolige nætter og dermed dejligt lange morgener...) med en lang gåtur langs stranden - fantastisk måde at starte dagen på! Og fantastisk med fremgang!
Og så er det vist slut for nu. Ungerne skal forsøge sig med FaceTime, nu hvor det er blevet morgen i dk. Vi prøvede i aftes, men fordi aftenlamperne var tændt var der åbenbart for meget run på generatoren til, at internettet kunne fungere... Så nu prøver vi igen!
God søndag til jer alle!
Lige nu er vi rykket op fra vores stamplads under palmerne på stranden, og sidder på restauranten - ungerne har "skoletime", dvs. Christian laver lidt i skolebøgerne, cille tegner, jeg skriver og Ulrich læser. Skønt!
Det er i dag endelig lykkedes os at få cille i vandet - og ikke overraskende kom hun i tanke om, at det jo er sjovt at bade... Godt hun skulle opdage det den sidste dag her! Så nu håbervi, at hun fortsat husker det næste gang vi kommer til et badested - sandsynligvis på Bali.
Trods sygdom og div. tilvænningsudfordringer har det været skønt at være her! Dejligt at have fundet et sted, hvor man bare kan dimse uden at forholde sig til en hel masse. Og endnu vigtigere, så er det skønt bare at være sammen som familie, og ikke skulle meget andet end lige præcis det vi har lyst til!
Et af de store familiehit er fx aftenhygge hjemme i vores bungalow (vi går tidligt hjem, for myggene er vanvittige... Og selvom vi er smurt ind i noget værre stads, er de efter os...) så aftenerne bliver brugt på yatzy og uno - til alles (og måske særligt cilles) fornøjelse (...fordi hun begynder at forstå det der med at spille). Og så læser vi gummitarzan, Suk! Christian har den med som læsebog, men cille vil høre den hele tiden - jeg spekulerer på, hvor mange gange vi når at læse den, eftersom vi allerede har læst den en hel del gange, suk suk!
Hvad ryggen angår, går det stadig fremad. Jeg er stoppet med at spise piller - godt tegn!! Og får gang i kroppen hver morgen (eller formiddag... Vi slår nemlig først øjnene op mellem kl 9 og 10! Tror det er de meget Varme nætter og de helt vilde cikaders sang, der giver os lidt urolige nætter og dermed dejligt lange morgener...) med en lang gåtur langs stranden - fantastisk måde at starte dagen på! Og fantastisk med fremgang!
Og så er det vist slut for nu. Ungerne skal forsøge sig med FaceTime, nu hvor det er blevet morgen i dk. Vi prøvede i aftes, men fordi aftenlamperne var tændt var der åbenbart for meget run på generatoren til, at internettet kunne fungere... Så nu prøver vi igen!
God søndag til jer alle!
fredag den 27. januar 2012
Cilles fødselsdag - og en hård uge, men dog i paradis :-)
Sikken en uge... Vi endte med knap to dage i Bangkok, hvor vi primært opholdt os på vores værelse...cille var syg (en forkølelse hun havde med fra dk, som ikke blev bedre af aircon, flyvetur, jetlag og generel utryghed over alt det mærkelige der sker...) og Bangkok var - ikke overraskende - alt for larmende og overvældende til Christian! Så derfor besluttede vi at komme hurtigst muligt ud af Bangkok! Dog ikke mere skræmt, end at Christian indenfor det første døgn, havde stiftet et glædeligt bekendtskab med backpackerklassikeren - bananpandekage med chokolade... Tænk at det stadig er hittet :-)
Tirsdag aften satte vi os i natbussen mod Ranong. Det gik nogenlunde fint - dog med et feberramt barn og mig, der fortsat kæmper med ryggen! (i øvrigt lidt svært at være backpacker, når man ikke må bære på noget... Stakkels Ulrich!) Onsdag morgen ankom vi til Ranong kl 5.30, tog en ladtaxa (til ungernes store morskab) ned til "havnen" hvor vi ventede på båden, der kl 9 skulle sejle os ud til koh payam. En hyggelig ventetid, med solopgang, tur på markedet og oplevelser med at se den lille by vågne.
Kho payam er - i følge beskrivelserne - en af de få endnu ikke overrendte øer i Thailand. Om det er rigtigt er ikke til at sige, men det er rigtigt, at her ikke er mange mennesker, ingen solsenge, strandsælgere, hazzel osv. I stedet er her mindre klynger af bungalows i strandkanten, en tre kilometer bred hvid sandstrand, hængekøjer, ro, sol, ingen biler, cashewlunde osv - altså skønt!! Christian var svært tilfreds da vi ankom, fordi her ingen biler er, hvilket betød at vi skulle fragtes om på den anden side af øen med moorcykler... Så to rygsække på en motorcykel, Cecilie og Ulrich på en anden, og Christian og mig på en tredje - og så drønede vi ellers over øen, af cementbelagte stier og med en habil chauffør ved styret. Christian havde en fest kørende - og jeg var svært bekymret :-)
Siden ankomsten er tingene gået slag i slag. Cille har fortsat været syg og meget pylret, og jeg døjer med ryggen... Og begge børn har lidt svært ved at vænne sig til det hele... Så humøret har været udfordret lidt på mange fronter.... Men i dag er det Cecilies fødselsdag - og vist også dagen, hvor tingene vender lidt. Cille er kommet ud af vores bungalow, og har tullet rundt i skyggen (hun har erklæret, at hun kun bader i Kroatien), mens vi andre har badet, sejlet kajak og muntret os med boogieboards. Fantastisk!
Så - optimismen har indfundet sig, og vi fortsætter afslapningen her i paradis, lige indtil vi ikke gider mere, og drager videre til Malaysia!
Nu er det tid til fødselsdagsmiddag her i solnedgangen - ungerne godter sig over, at de i dagens anledning må vælge det mest usunde på kortet, hvis de vil... Og vi voksne glæder os over, at Cille er rask, at ryggen langsomt er i bedring og at vi sidder her i varmen og nyder livet :-)
Og så en undskyldning for de mange slåfejl mv - men jeg skal vist lige vænne mig til i padens tastatur, og samtidig skynde mig at skrive, inden jeg bliver kastet af det lettere upålidelige net :-) Og så kan vi ikke lige få billederne fra i paden og over på bloggen... Men vi arbejder på sagen! Bare tænk Hvidt sand, palmer, sol og strand :-)
Tirsdag aften satte vi os i natbussen mod Ranong. Det gik nogenlunde fint - dog med et feberramt barn og mig, der fortsat kæmper med ryggen! (i øvrigt lidt svært at være backpacker, når man ikke må bære på noget... Stakkels Ulrich!) Onsdag morgen ankom vi til Ranong kl 5.30, tog en ladtaxa (til ungernes store morskab) ned til "havnen" hvor vi ventede på båden, der kl 9 skulle sejle os ud til koh payam. En hyggelig ventetid, med solopgang, tur på markedet og oplevelser med at se den lille by vågne.
Kho payam er - i følge beskrivelserne - en af de få endnu ikke overrendte øer i Thailand. Om det er rigtigt er ikke til at sige, men det er rigtigt, at her ikke er mange mennesker, ingen solsenge, strandsælgere, hazzel osv. I stedet er her mindre klynger af bungalows i strandkanten, en tre kilometer bred hvid sandstrand, hængekøjer, ro, sol, ingen biler, cashewlunde osv - altså skønt!! Christian var svært tilfreds da vi ankom, fordi her ingen biler er, hvilket betød at vi skulle fragtes om på den anden side af øen med moorcykler... Så to rygsække på en motorcykel, Cecilie og Ulrich på en anden, og Christian og mig på en tredje - og så drønede vi ellers over øen, af cementbelagte stier og med en habil chauffør ved styret. Christian havde en fest kørende - og jeg var svært bekymret :-)
Siden ankomsten er tingene gået slag i slag. Cille har fortsat været syg og meget pylret, og jeg døjer med ryggen... Og begge børn har lidt svært ved at vænne sig til det hele... Så humøret har været udfordret lidt på mange fronter.... Men i dag er det Cecilies fødselsdag - og vist også dagen, hvor tingene vender lidt. Cille er kommet ud af vores bungalow, og har tullet rundt i skyggen (hun har erklæret, at hun kun bader i Kroatien), mens vi andre har badet, sejlet kajak og muntret os med boogieboards. Fantastisk!
Så - optimismen har indfundet sig, og vi fortsætter afslapningen her i paradis, lige indtil vi ikke gider mere, og drager videre til Malaysia!
Nu er det tid til fødselsdagsmiddag her i solnedgangen - ungerne godter sig over, at de i dagens anledning må vælge det mest usunde på kortet, hvis de vil... Og vi voksne glæder os over, at Cille er rask, at ryggen langsomt er i bedring og at vi sidder her i varmen og nyder livet :-)
Og så en undskyldning for de mange slåfejl mv - men jeg skal vist lige vænne mig til i padens tastatur, og samtidig skynde mig at skrive, inden jeg bliver kastet af det lettere upålidelige net :-) Og så kan vi ikke lige få billederne fra i paden og over på bloggen... Men vi arbejder på sagen! Bare tænk Hvidt sand, palmer, sol og strand :-)
mandag den 23. januar 2012
Endelig afsted...
Så er vi endelig kommet afsted på vores store tur - og dette til trods for noget af en ryggyser i sidste uge...!
Vi sagde farvel til sne og kulde i Kastrup i går, og befinder os nu i 30 graders Varme i Bangkok. Alle mand er dødtrætte, efter et skævt døgn, så nu - kl 20.30 - soves der hos tre af familiens fire medlemmer, og jeg sover fluks dette er posted :-)
Ungerne har klaret rejse, skift, manglende søvn mv. super flot! Men den megen larm i Bangkok er lidt for meget, og særligt for Christian. Så vi har besluttet, at bangkok kun bliver for en kort bemærkning, og vi sætter derfor sidst på dagen i morgen, kursen mod ø, strand og endnu mere sol! Om vi tilgengæld kan komme på nettet derude er uvist... Men vi skriver lige pludselig :-)
Vi sagde farvel til sne og kulde i Kastrup i går, og befinder os nu i 30 graders Varme i Bangkok. Alle mand er dødtrætte, efter et skævt døgn, så nu - kl 20.30 - soves der hos tre af familiens fire medlemmer, og jeg sover fluks dette er posted :-)
Ungerne har klaret rejse, skift, manglende søvn mv. super flot! Men den megen larm i Bangkok er lidt for meget, og særligt for Christian. Så vi har besluttet, at bangkok kun bliver for en kort bemærkning, og vi sætter derfor sidst på dagen i morgen, kursen mod ø, strand og endnu mere sol! Om vi tilgengæld kan komme på nettet derude er uvist... Men vi skriver lige pludselig :-)
mandag den 2. januar 2012
Vores blog er nu i luften
Kære alle
Vi har nu oprettet en blog, hvor vi vil skrive indlæg om vores rejse rundt i Sydøstasien i jan-april 2012. Så kan I, som har lyst, følge lidt med i, hvad vi oplever på turen.
Mange hilsner
Familien Schmidt-Hansen
Vi har nu oprettet en blog, hvor vi vil skrive indlæg om vores rejse rundt i Sydøstasien i jan-april 2012. Så kan I, som har lyst, følge lidt med i, hvad vi oplever på turen.
Mange hilsner
Familien Schmidt-Hansen
Abonner på:
Opslag (Atom)