lørdag den 28. januar 2012

Sidste dag på Kho Payam...

Der er skønt her på Kho Payam! Men det er også ved at være tid at komme videre - så i morgen drager vi afsted ned mod Malaysia. Vi har ikke haft held med at skaffe togbilletter (det er en lang tur herfra og ned til butterworth i Malaysia, og derfor en tur som kræver plads i en sovekupe - hvilket ikke er helt nemt :-)) så i morgen tager vi ind til nærmeste større stationsby og prøver lykken.

Lige nu er vi rykket op fra vores stamplads under palmerne på stranden, og sidder på restauranten - ungerne har "skoletime", dvs. Christian laver lidt i skolebøgerne, cille tegner, jeg skriver og Ulrich læser. Skønt!

Det er i dag endelig lykkedes os at få cille i vandet - og ikke overraskende kom hun i tanke om, at det jo er sjovt at bade... Godt hun skulle opdage det den sidste dag her! Så nu håbervi, at hun fortsat husker det næste gang vi kommer til et badested - sandsynligvis på Bali.

Trods sygdom og div. tilvænningsudfordringer har det været skønt at være her! Dejligt at have fundet et sted, hvor man bare kan dimse uden at forholde sig til en hel masse. Og endnu vigtigere, så er det skønt bare at være sammen som familie, og ikke skulle meget andet end lige præcis det vi har lyst til!

Et af de store familiehit er fx aftenhygge hjemme i vores bungalow (vi går tidligt hjem, for myggene er vanvittige... Og selvom vi er smurt ind i noget værre stads, er de efter os...) så aftenerne bliver brugt på yatzy og uno - til alles (og måske særligt cilles) fornøjelse (...fordi hun begynder at forstå det der med at spille). Og så læser vi gummitarzan, Suk! Christian har den med som læsebog, men cille vil høre den hele tiden - jeg spekulerer på, hvor mange gange vi når at læse den, eftersom vi allerede har læst den en hel del gange, suk suk!

Hvad ryggen angår, går det stadig fremad. Jeg er stoppet med at spise piller - godt tegn!! Og får gang i kroppen hver morgen (eller formiddag... Vi slår nemlig først øjnene op mellem kl 9 og 10! Tror det er de meget Varme nætter og de helt vilde cikaders sang, der giver os lidt urolige nætter og dermed dejligt lange morgener...) med en lang gåtur langs stranden - fantastisk måde at starte dagen på! Og fantastisk med fremgang!

Og så er det vist slut for nu. Ungerne skal forsøge sig med FaceTime, nu hvor det er blevet morgen i dk. Vi prøvede i aftes, men fordi aftenlamperne var tændt var der åbenbart for meget run på generatoren til, at internettet kunne fungere... Så nu prøver vi igen!

God søndag til jer alle!

1 kommentar:

  1. Vi glæder os til at høre nyt fra jeres nye destination:-)
    Sneen har lagt sig som et smukt hvidt tæppe over Lolland i nat. - Så lige nu fremstår Nysted som et sandt glansbillede. Og da frosten ser ud til at vare ved noget endnu, glæden vi os ekstra meget på jereres vegne!

    SvarSlet