Cilles fødselsdag - og en hård uge, men dog i paradis :-)

Sikken en uge... Vi endte med knap to dage i Bangkok, hvor vi primært opholdt os på vores værelse...cille var syg (en forkølelse hun havde med fra dk, som ikke blev bedre af aircon, flyvetur, jetlag og generel utryghed over alt det mærkelige der sker...) og Bangkok var - ikke overraskende - alt for larmende og overvældende til Christian! Så derfor besluttede vi at komme hurtigst muligt ud af Bangkok! Dog ikke mere skræmt, end at Christian indenfor det første døgn, havde stiftet et glædeligt bekendtskab med backpackerklassikeren - bananpandekage med chokolade... Tænk at det stadig er hittet :-)

Tirsdag aften satte vi os i natbussen mod Ranong. Det gik nogenlunde fint - dog med et feberramt barn og mig, der fortsat kæmper med ryggen! (i øvrigt lidt svært at være backpacker, når man ikke må bære på noget... Stakkels Ulrich!) Onsdag morgen ankom vi til Ranong kl 5.30, tog en ladtaxa (til ungernes store morskab) ned til "havnen" hvor vi ventede på båden, der kl 9 skulle sejle os ud til koh payam. En hyggelig ventetid, med solopgang, tur på markedet og oplevelser med at se den lille by vågne.

Kho payam er - i følge beskrivelserne - en af de få endnu ikke overrendte øer i Thailand. Om det er rigtigt er ikke til at sige, men det er rigtigt, at her ikke er mange mennesker, ingen solsenge, strandsælgere, hazzel osv. I stedet er her mindre klynger af bungalows i strandkanten, en tre kilometer bred hvid sandstrand, hængekøjer, ro, sol, ingen biler, cashewlunde osv - altså skønt!! Christian var svært tilfreds da vi ankom, fordi her ingen biler er, hvilket betød at vi skulle fragtes om på den anden side af øen med moorcykler... Så to rygsække på en motorcykel, Cecilie og Ulrich på en anden, og Christian og mig på en tredje - og så drønede vi ellers over øen, af cementbelagte stier og med en habil chauffør ved styret. Christian havde en fest kørende - og jeg var svært bekymret :-)

Siden ankomsten er tingene gået slag i slag. Cille har fortsat været syg og meget pylret, og jeg døjer med ryggen... Og begge børn har lidt svært ved at vænne sig til det hele... Så humøret har været udfordret lidt på mange fronter.... Men i dag er det Cecilies fødselsdag - og vist også dagen, hvor tingene vender lidt. Cille er kommet ud af vores bungalow, og har tullet rundt i skyggen (hun har erklæret, at hun kun bader i Kroatien), mens vi andre har badet, sejlet kajak og muntret os med boogieboards. Fantastisk!

Så - optimismen har indfundet sig, og vi fortsætter afslapningen her i paradis, lige indtil vi ikke gider mere, og drager videre til Malaysia!

Nu er det tid til fødselsdagsmiddag her i solnedgangen - ungerne godter sig over, at de i dagens anledning må vælge det mest usunde på kortet, hvis de vil... Og vi voksne glæder os over, at Cille er rask, at ryggen langsomt er i bedring og at vi sidder her i varmen og nyder livet :-)

Og så en undskyldning for de mange slåfejl mv - men jeg skal vist lige vænne mig til i padens tastatur, og samtidig skynde mig at skrive, inden jeg bliver kastet af det lettere upålidelige net :-) Og så kan vi ikke lige få billederne fra i paden og over på bloggen... Men vi arbejder på sagen! Bare tænk Hvidt sand, palmer, sol og strand :-)