Sydøstasien jan-april 2012

fredag den 4. januar 2013

Elefanter, nytår, strandliv og blåhvaler,

Vi er her stadig - på paradisstranden ved Tangalle på Sri lankas sydkyst. Vi har været her i fem dage og har haft det helt fantastisk - men i morgen pakker vi atter rygsækkene og drager videre hen af kysten (og begynder dermed den langsomme rejse tilbage mod lufthavnen, hvor der desværre nu er under en uge til vi skal være...)

Lige nu sidder vores lille familie bænket under et flettet palmetag på stranden, regnen siler ned (med en imponerende styrke, som man kun finder i tropisk klima), Ulrich og børnene spiller kort og jeg prøver at se, om jeg kan få skrevet lidt mere på vores rejsefortælling.

Og det der med at skrive en rejsefortælling er noget sjovt noget... Vi har snakket en del med børnene om, at de mest dyrebare og varige rejseminder er dem, vi hver især har på vores indre "lystavler" og som er et udtryk for vores helt egne personlige oplevelser af tingene - samtidig er der noget sjovt og rart ved at prøve at nedfælde (og fotografere) nogle oplevelser. Og dermed også prøve at fastholde det hele på skrift - både oplevelser, lugte, lyde og smage... Og alligevel er der så uendelige meget, der ikke kommer med. F.eks. den infernalske larm, der er i trafikken, fordi alle dytter og båtter i en uendelighed, den stygge trafikos (særligt når man sidder i en tuk tuk), det fascinerende i, at vi er i et land, hvor mange konsekvent går rundt på bare tæer (særligt sjovt, da vi var i højlandet og så folk med fleecetrøjer, huer og bare tæer). De mange små og store dyr vi ser på vores vej og som er blevet hverdag, f.eks. firben på op til en meters længde og køer, der går løst omkring. De mange utroligt smukke Sri lankanere (særligt børnene!!) og massevis af løstgående hunde, som kun nødtvungent flytter sig når man skal forbi. De sariklædte kvinder og mænd med et klæde viklet om livet og benene i stedet for bukser, de ufatteligt mange kokospalmer, det frodige landskab og de enorme bananklaser som hænger i enhver lille bod eller butik. Og de mange små, sjove og skramlede butikker med glitter og alverdens andre ting. De mange templer - ikke mindst det vigtige og store buddhistiske tempel som vi besøgte i Kandy og som efter sigende huser en af Buddhas tænder.... Og derfor også et tempel, hvor der var mange hvidklædte buddhistiske pilgrimme. Og så er der den gammelkendte interesse for vores lyse børn - og særligt Cecilie. Og hun formår stadig (som sidste år) at ignorere folk stenhårdt, uanset hvor meget de roder i hendes hår, aer hende på kinden osv. Og Christian tiltrækker sig masser af opmærksomhed med hans kendama! Under alle omstændigheder - vi husker en masse i vores hoveder og gemmer så også lidt af det på skrift...

Og så må jeg vist hellere se at komme tilbage på sporet igen. Sidste blogindlæg sluttede i Ella, hvor vi havde nogle skønne dage. Fra Ella gik turen - en fantastisk smuk køretur - gennem højlandet og med stop ved et flot vandfald, til Elephant Safari Lodge ved Udawalawa Nationalpark.

Vi ankom først på eftermiddagen, indlogerede os i vores junglehytte og brugte så ellers resten af eftermiddagen på at dase i poolen (skønt!). Kort før aftensmaden kom den meget søde tjener og hentede os, tog os med ud på vejen, og viste os, at den flotte fuldmåne var ved at stå op. Og han lød meget skeptisk og undrende, da vi fortalte, at vi skam også kan se månen i Danmark... Det havde han alligevel ikke regnet med :-)

Næste morgen stod vi klar med kikkerter og kamera kl. 06 ved reception og blev kort efter hentet af en jeep, for derefter at sætte kursen mod nationalparken. Og hvilken oplevelse! Sri Lankas nationalparker siges - hvad dyr angår - at kunne måle sig med en del af de østafrikanske - og Udawalawa siges at være et af de bedste steder i verden at se vilde elefanter. Og sikke mange elefanter vi så - og tæt på! Det var dybt fascinerende og slet ikke til at gengive! Jeepen kørte os rundt i parken og standsede, når der var noget interessant at se på - vi stod alle op og havde godt udsyn. Og fik på den måde set en masse påfugle (to styk med halefjerne ude), ørne, vandbøfler og en sjakal (hvilket åbenbart er et sjældent syn) - og alle elefanterne selvfølgelig. På et tidspunkt holdt vi længe og kiggede på en hanelefant, der brækkede en enorm gren af et træ. Det var dybt fascinerende at se, hvordan den med snilde, stædighed og vægt fik drejet og brækket grenen. En helt igennem fantastisk oplevelse, hvor kikkerten blev brugt flittigt og alle var dybt imponerede! Christian hævdede, at det var en af de bedste oplevelser i hans liv (i hvert fald hans livs bedste zoo-tur...) og Cecilie blev så mæt af oplevelser, at hun til sidst måtte trække stikket og lægge sig til at sove henover jeepens sæder.

Efter en velfortjent (sen) morgenmad blev rygsækkene puttet i jeepen og kursen sat sydover mod Tangalle - det vi havde læst om, som et fantastisk strandparadis og som vi havde meget store forventninger til. Og særligt Cecilie, fordi vi havde en aftale med Sally og hendes familie om et gensyn på stranden i Tangalle.

Tangalle

Og dagen der var startet så perfekt, med tur i nationalpark, udviklede sig til lidt af en prøvelse.... For det viste sig ekstremt svært at finde et sted at bo i Tangalle.... Vi endte med at køre rundt med en tuk tuk og spørge alle de steder, vi kom forbi - for blot at høre ordene "sorry, we are fully booked", det var varmt og humøret stærkt fornedadgående i den lille familie... men tilsidst lykkedes det os endelig at finde et lille sted. Desværre var det endnu et af disse klamme, mørke, beskidte steder og med de største karkelakker vi nogensinde har set. Øv! Derudover var stranden ikke noget at råbe hurra for og lugten af benzin fra den nærliggende havns skibe var stærkt gennemtrængende. SÅ vi begyndte at undre os over, hvad alt den snak om perfekte Tangalle og skønne strande mon egentlig handlede om og begyndte derfor at ringe lidt rundt, for at finde et bedre sted at bo næste dag (hårdt presset af særligt Christian, som gjorde os det meget klart, at han under ingen omstændigheder havde tænkt sig at blive boende mere end en nat!) og da det endelig lykkedes at finde et nyt sted til den følgende dag blev alle (igen igen) glade.

Om aftenen tog vi en tuk tuk ud til det område vi skulle flytte ud til næste dag, for at spise aftensmad (og med løfter om både sodavand, pommes frittes og pandekager til de trætte børn...) et stykke udenfor byen drejede vi fra hovedvejen og ind på en smal, bumlet og mørk jordvej gennem mangroven og med kurs mod restauranten. Og det gik fint derudaf indtil vores tuk tuk løb tør for benzin... Så der stod vi på en mørk vej, ude i mangroven og uden lommelygte... Tuk tuk-chaufføren sagde, at vi blot skulle gå 200 m og så ville vi være fremme ved restauranten. Men på bedste Sri lankanske maner var det nærmere to kilometer... Lidt skræmmende - og her må det igen siges, at det godt kan være at vores børn lader sig slå ud af klamme værelser, men når det virkelig gælder og tingene er lidt pressede hører man ikke et pip! Seje, det er de sgu!! Vel ankommet på restauranten fik vi dejlig mad og kontakt til de andre danskere. Det viste sig, at de også boede ud i dette område og der var dermed nu udsigt til gensyn næste dag. Og havde det så ikke været mørkt - og dermed muligt at se den strand vi sad og spiste på - ville vi også have vidst, hvilket helt fantastisk strandparadis vi havde i vente næste dag!!

Den kommende dag læssede vi endnu engang os selv og alt bagagen ind i en tuk tuk og kørte til vores nye bolig - en dejlig hytte på stranden. Her blev vi i to dage og flyttede derefter ind til nabostedet, Ganesh Garden Cabanas - et primitivt, men super fantastisk sted. Og det bedste sted vi har boet på rejsen - og også der hvor Sally og familie boede.

Dagene i Tangalle er i den grad blevet brugt på hygge, afslapning, badning og endnu mere hygge. Børnene har leget på tværs af familier og vi voksne har snakket, hygget og læst hinandens bøger på kryds og tværs. Vi har leget i sandet, spillet oceaner af kortspil, samlet massevis af smukke skaller, spillet fodbold på stranden efter solnedgang, sejlet i kajak i mangroven og leget i hængekøjerne på stranden. Og Christian har hygget sig med at skrive et væld af beskeder til Bruno (herligt at han nu selv for alvor kan kommunikere med omverdenen elektronisk!) Vi er i den grad kommet ned i gear - og har også opdaget at vi trængte til det, fordi de første halvanden uge på Sri Lanka har været lidt hektiske med flytninger stort set hver dag. Men ren rå afslapning har gjort fantastisk godt og har gjort, at vi nu for alvor har tanket op på energien igen. Derudover har det sjovt nok sendt os tilbage i nogle af de gamle rejsemorgenrutiner fra sidste år. Det der med at sove til man vågner, spille iPad og kort i sengen før morgenmaden osv. Så masser af glæde - og få bekymringer, som nok højest kan svinge sig op til en overvejelse om, hvorvidt man skal vælge en bananlassi eller er en friskpresset limejuice, når man bliver tørstig.

Tangalle er, som skrevet, et fantastisk strandparadis med en lang sandstrand, som bugter sig op og ned, ind og ud og flankeret af kokospalmer så langt øjet rækker. Havet og bølgerne er fantastiske at kigge på - men meget kraftige og temmelig farlige at bade i... Vi har dog fundet et sted på stranden, hvor nogle klipper skærmer lidt af for bølgerne og dermed gør det muligt for børnene at bade.

Et sandt paradis - som er under udvikling og som nok ser ganske anderledes ud om få år. Det er jo den vej det skal gå. Men herligt, at vi for en gangs skyld kom før den store udvikling :-)

Og så skal det jo lige tilføjes, at vi også holdt nytårsaften på dette skønne sted. Ganesh Gardens havde arrangeret en rigtig fin nytårsfest! Der var dækket op på stranden, lyskæder i palmerne, bål, stor BBQ, fyrværkeri, dansegulv og DJ. Vi to danske familier hyggede aftenen igennem, nød det at kunne sidde i shorts og t-shirts og med bare tæer i sandet nytårsaften, drikke kolde øl og spise friskfanget grillet fisk. Alle var dog også en kende trætte, så vi gik til hytterne kl. 23 og var dermed ikke oppe til midnat (dog også et lidt vilkårligt begreb, eftersom klokken jo langtfra var midnat i Danmark, når den var det her). Da vi kom til vores hytte, havde vil lige et par runder familidans (under stor jubel) og derefter var det sengetid. Ulrich og jeg holdt os dog vågne og fik sagt godt nytår til hinanden kl. 24!

Mirissa - og blåhvaler...

Og nu er tiden igen løbet fra mig, uden at jeg har fået skrevet og posted mit indlæg.... Så vi er ikke længere i Tangalle. Vi ankom til Mirissa i går og skal være her til i morgen tidlig. Vi tog bussen fra Tangalle hen langs kysten og hertil. Det var vores første tur med lokalbus her på Sri lanka - og en fin oplevelse. Det var - som så meget andet - et festligt sted at opholde sig, med musik, diskolys, glade mennesker og fuld effektivitet (og fart...)

Ankomsten i Mirissa var en smule bekendt... Idet det var svært at finde et sted at bo og da det endelig lykkedes, var det ikke jordens bedste sted (og dermed heller ikke jordens gladeste dreng...) men det var, hvad vi kunne få - og et værelse i første række til stranden er vist heller ikke noget at klage over, selvom det måske er lidt mørkt og halvbeskidt. Selve Mirissa er der ikke så meget at sige om. Det er en kende skuffende (i hvert fald i forhold til det vi kommer fra)... Her er lidt for mange mennesker, lidt for meget fest og bankemusik (...) og lidt for lidt af endnu et strandparadis (i virkeligheden var Mirissa nok som Tangalle, for fem år siden, men turismen har udviklet sig hurtigere her. Og igen, det er jo den vej det skal gå, mhp. lokalsamfundets indtjening mv.) Anyways, skuffende eller ej, så kom vi primært til Mirissa for at se blåhvaler og der er vi bestemt ikke blevet skuffede!! Derudover er bademulighederne her en del bedre end i Tangalle, fordi bølgerne ikke er helt så vilde og farlige, men stadig med så tilpas meget knald på, at det er super sjovt! Så der bades - lige nu i silende regn...

I morges kl. 6.30 satte vi kursen mod havnen og en hvalbåd - med høje forventninger og sommerfugle i Christians mave. Og kl. 7 stævnede vi ud på det indiske ocean. Efter ca. en time fik vi fornøjelsen af en flok delfiner, der legede i vandet. Kort herefter parrede to havskildpadder sig i havoverfladen ca. tre meter fra vores båd. Og efter ca. en times sejlads mere, fik vi den første blåhval at se! Vi så i alt, på turen, fire blåhvaler. Det starter med, at man ser vandstrålen fra hvalen en række gange, herefter kommer ryggen op et par gange og tilsidst svinger den så halen op i luften, hvorefter den forsvinder ned i dybet. Det var selvsagt dybt fascinerende at se! (Men også svært at se, at blåhvalen er helt så stor som den egentlig er). Christian har endnu engang imponeret os med hans enorme klæbehjerne og store viden og har fortalt os en masse om blåhvaler - hvilket i den grad var nyttigt (og en gåde, hvor han har alt den viden fra). Både Christian og Cecilie blev desværre ramt kortvarigt af søsyge, men det slog dem ikke ud! Tværtimod - Christian proklamerede endnu engang, at han har haft sit livs bedste dyreoplevelse. Og lidt vildt, at vi på denne rejse både har set verdens største dyr, blåhvalen, og det største landdyr, elefanten.

Nu er Ulrich og børnene kommet op fra vandet, så jeg må hellere se at slutte skriverierne for i dag, så vi kan komme ud og få os et lækkert måltid aftensmad med friskfanget, grillet fisk.

I morgen går turen til byen Galle - som er en relativt stor by. Efter en overnatning der, tager vi til Colombo, hvor vi har en overnatning og så er vi efterhånden (og desværre) fremme ved natten mellem mandag og tirsdag, hvor vi sætter os ind i et fly med kurs mod Danmark....

Men men - det er ikke helt endnu. Først har vi forhåbentlig et par gode byoplevelser foran os! Og efter rigtig mange dage med koldt vand i bruseren, glæder vi os en del, til at komme ind på et byhotel og få et af de der varme bade, som man bliver ren af og som håret kan vaskes ordentligt i! Derudover har vi været ramt af en del regn de seneste dage, så det meste af vores tøj er vådt eller fugtigt og kan ikke blive tørt (og begynder så småt at lugte jordslået - en del af charmen :-)) så det bliver også godt at komme ind til byen og forhåbentlig få det tørret.

Og så kom jeg endelig helt up to date med skriverierne! Så nu skal jeg bare finde noget ordentligt wifi, så jeg kan uploade (og det er lidt en mangelvare på disse kanter :-))

Elefanter, nytår, strandliv og blåhvaler,

Tangalle

Et sandt paradis - som er under udvikling og som nok ser ganske anderledes ud om få år. Det er jo den vej det skal gå. Men herligt, at vi for en gangs skyld kom før den store udvikling :-)

Mirissa - og blåhvaler...

Nu er Ulrich og børnene kommet op fra vandet, så jeg må hellere se at slutte skriverierne for i dag, så vi kan komme ud og få os et lækkert måltid aftensmad med friskfanget, grillet fisk.

Og så kom jeg endelig helt up to date med skriverierne! Så nu skal jeg bare finde noget ordentligt wifi, så jeg kan uploade (og det er lidt en mangelvare på disse kanter :-))

tirsdag den 1. januar 2013

Sri Lanka, jul og nytår 2012/2013

Efter halvanden uges rejsen rundt er vi nu nået til stranden og daselivet - og dermed også nogle dage, hvor vi ikke skal tænke på transport, at finde et sted at bo, sigths mv. men hvor vi i stedet har al tid i verden til at slappe af, læse bøger, bade og skrive... Så derfor vil jeg prøve samle op på lidt af de mange oplevelser...

Oprindeligt var det ikke tanken, at vi ville skrive på bloggen på denne rejse - for det er jo kun en "kort" rejse. Men flere har spurgt om ikke vi ville skrive og det er sjovt at have til vores egne gemmer!

Før vi tog afsted spurgte en del, hvorfor vi lige havde valgt Sri Lanka. Vores svar var, at Sri Lanka efter sigende har lidt af det hele - højland, et rigt dyreliv, fantastiske strande og ikke vanvittigt mange turister. Og Sri Lanka må i den grad siges, at leve op til det vi havde hørt og forestillet os. Vi har været oppe i det smukkeste frodige højland med flotte udsigter, bølgende temarker, vandfald mm. og har haft nogle super dyreoplevelser (særligt på elefantfronten) - og befinder os nu på en paradisisk strand!! Derudover har Sri Lanka vist sig at være akkurart lige så rodet, larmende, farverig, charmerende og frustrerende som mange andre dele af Asien... Så det er lige som det skal være :-)

Og hvad angår turismen, er det helt korrekt, at Sri Lanka ikke er overrendt! Efter mange års interne uroligheder mellem srilankanere og tamilere samt tsunamiens ødelæggende kræfter er landet først nu for alvor ved at opbygge turismeindustrien. Og det er på mange måder ret fantastisk - dels fordi her ikke er overrendt, dels fordi mange perler (f.eks. den strand vi er på nu) ikke er plastret til med store hoteller osv. Omvendt betyder det også, at landet ikke er så gearet til turismen og en del ting dermed kan forekomme lidt besværligt for os på farten... Og hotelkapaciteten (samt niveauet) er ikke så højt. Det har betydet, at vi, til tider, har haft vanskeligt ved at finde ordentlige steder at bo - og er dermed flyttet mange gange!! Og derfor nyder vi nu, endnu mere, at være indlogeret i vores hytte her på stranden velvidende, at vi ikke skal flytte før om flere dage! Udfordringernen skyldes dog også, at vi er her i den absolutte højsæson - så selv om her ikke er vildt mange turister, er her flere nu, end der umiddelbart er kapacitet til.

Og når alt det så er sagt, skal det siges, at vi har det fantastisk og har allerede oplevet så meget, at det er svært at forstå, at vi kun har været af sted i halvanden uge. Og endnu vigtigere, så har vores børn endnu engang vist sig at være fantastisk seje og gode rejsefæller! De følger med til det hele, står meget igennem, suger til sig og tager det hele i stiv arm! Og så hygger de og vi os!! For som på sidste rejse, må vi bare endnu engang erkende, at den tid vi har sammen som familie på rejse er helt unik og fantastisk! (Bortset fra at vi ikke ser meget til Cecilie i disse dage, idet hun leger med hendes nye bedste ven, Sally).

Nå - det var en lang indledende smøre... Og så - om ikke andet, så for vores egen hukommelses skyld - så tager jeg den lige fra start og skriver fra dag et. Alt imens vi tager en tiltrængt solpause - Ulrich og Christian læser, Cecilie tegner og jeg skriver, havet bruser ind ti meter bag mig og det er drønvarmt, skønt!!

De to første dage i Negombo

... Som der i virkeligheden ikke er meget at berette om. Vi havde booket to nætter i Negombo - som er en turistbadeby tæt på lufthavnen - for at få en mulighed for at lande stille og roligt og komme os over jetlag mv. Vi ankom til vores hotel kl. 05 lokal tid, efter en nem og problemfri rejse, sov til middagstid og brugte så ellers de første to dage ved poolen med afslapning og hygge (afbrudt af regnbyger).

Kandy

Efter de to dage i Negombo blev rygsækken pakket og vi var klar til første bid af resten af eventyret rundt på Sri Lanka. Den oprindelige plan var at tage toget op til byen Kandy i højlandet. Men grundet logistiske udfordringer med togbilletter valgte vi i stedet at blive kørt i bil. En beslutning der viste sig ikke at være den bedste, eftesom Christians tidligere tro rejsefælle, køresygen, stadig er med os. Men den tapre dreng klarede de 4,5 timer i stiv arm, med køresyge, plastikposer osv. Og endelig var vi i Kandy - en noget mere regnfuld, fugtig og køligere by i højlandet.

Vi havde forventet os meget af Kandy, men blev desværre nok en kende skuffet - da det viste sig at være en temmelig larmende og ikke helt så charmerende by... Men det blev dog alligevel til tre dage - hvor vi fik set lidt og egentlig nok brugte tiden på at finde tilbage i rejsegearet og vænne os til alt det nye (vi havde glemt fra sidste rejse, at det lige tager tid at kommer ind i rejserytmen - og særligt for ungerne at vænne sig til det hele).

Da vi ankom til Kandy havde vi lidt vanskeligt ved at finde et sted at bo og endte derfor med at indlogere os på et lille, mørkt, klamt og fugtigt værelse... Hvor hele familien (og særligt Christian!!) var opsatte på, at vi under ingen omstændigheder skulle bo mere end en nat. Vi fandt derfor hurtigt frem til et meget bedre - og en del dyrere - hotel, hvor vi bookede os ind for de kommende nætter. Og i den forbindelse må vi bare erkende, at vi endnu engang er blevet bekræftet i, at vi gerne vil rejse med rygsæk, rejse lidt "skrabet", for så vidt muligt benytte os af de lokale transportmidler mv., men samtidig, at vi er nødt til at bo godt - selvom det så koster lidt ekstra! Så,da vi efter en øv-nat kunne indlogere os på et godt, stort og rent værelse var alle straks mere glade!

D. 24. dec. tog vi med toget ud til et elefantbørnehjem beliggende halvanden time fra Kandy. Togturen var en fin og farverig oplevelse, med søde mennesker der rykkede sammen, så Cecilie og Christian kunne få et sæde til deling og igennem et flot landskab. Elefantbørnehjemmet er et sted for elefanter, der af den ene eller anden årsag er kommet til skade og som derfor ikke kan klare sig i naturen (hvis de f.eks. er kommet til skade ved at træde på en landmine eller lign.). Det var en fin oplevelse - omend noget af et rip off... Vi var tæt på elefanterne, kiggede, rørte osv. Og Christian prøvede at fodre en elefant med frugt, hvilket var en meget stor oplevelse!

Da vi skulle hjem igen passede det desværre ikke med toget, så vi endte med at krølle os sammen i en tuk tuk og køre de 40 km tilbage til Kandy i den (noget der på det tidspunkt synes lidt vildt, men som nu er "hverdag". Vi er i hvert fald blevet helt habile til at proppe to rygsække, tre daypacks og fire mennesker ind på bagsædet af en tuk tuk...)

Vel tilbage i Kandy blev det til en tur i poolen, en julegave til hver på værelset, FaceTime til Danmark og så endelig, julefest på hotellet... Julefesten var et stort setup for alle hotellets gæster, hvor den fik på alle tangenter. Mad fra alverdens køkkener, juleudsmykning, livemusik, stressede tjenere osv. Det var helt igennem alt alt for meget - og en yderst sjov oplevelse...!

Resten af tiden i Kandy gik med hygge, ture rundt i byen, spille spil, læse bøger osv. Christian kom for alvor igang med at skrive beskeder med vennerne derhjemme (i alle aldersgrupper) og hvilken succes! Og Cecilie havde stor glæde af at studere aberne på vores altan (og blev en kende ked af det, da i skulle rejse fra "hendes" aber). I forbindelse med en tur på markedet, gik Christian rundt og spillede kendama. Pludselig havde 10 - 12 mænd sluttet nysgerrigt ring om ham, flere ville prøve hans kendama og beundrede hans tricks og kaldte ham en magic man! Christian var ikke til at skyde igennem og sagde "Wauu, det føltes ligesom at stå på stadion".

Ella

Efter dagene i Kandy blev rygsækkene endnu engang pakket og vi drog mod togstationen for at tage toget videre til Ella - en skøn skøn lille by endnu længere oppe i højlandet (1041 m over havet), pakket ind i smukt landskab og temarker. Togturen var noget af en oplevelse! Det er umuligt at få billetter på første klasse, da der er utroligt få pladser. Så vi havde købt andenklassesbilletter - men endte på tredje klasse. For da toget kom, viste det sig umuligt at komme ind på anden klasse... Og kun med lidt held fik vi mast os ind på tredje klasse. Der var mennesker overalt, larm og glade dage! Børnene så noget forskrækkede og slukørede ud... De havde set frem til en hyggelig togtur, men blev istedet skubbet ind imellem en masse mennesker. Det lykkedes os heldigvis at få mast rygsækkene ned på gulvet, få placeret Christian og Cecilie ovenpå rygsækkene og få puttet høretelefoner på ørerne af dem (igen i år, er der ikke det Rasmus Seebach ikke kan klare... I det hele taget har det vist sig meget genialt, at børnene fik høretelefoner i julegave. For når det hele bliver for meget, tager de et velfortjent hvil i musikkens verden). Efter en rum tid lykkedes det os at få rigtige siddepladser og nyde resten af den femenhalv time lange togtur. Og det er bare festligt at køre med tog på sri Lanka - der er gang i den, vi blev budt på kage af vores medpassagerer, der blev sunget, folk hænger ud af dørerne mens toget drøner afsted osv. Og så siges strækningen fra Kandy til Ella at være en af de smukkeste togstrækninger i verden - og der noget om det!

Vel ankommet i Ella fik vi endnu engang indlogeret os på et noget tvivlsomt sted (endnu engang til Christians knap så store begejstring...), men flyttede dagen efter - og herfra blev alt godt igen! Ella er, som skrevet, en meget smukt beliggende by i højlandet. Derudover er den ved at udvikle sig til en af de her klassiske backpackersteder med cafeer (med de obligatoriske pandekager og god kaffe) og mulighed for en pustepause fra alt det hektiske. Og heldigvis samtidig en by, der ikke er blevet så "backpackeragtig", at Sri Lanka helt forsvinder.

Vi havde nogle skønne dage i Ella med bl.a. en smuk vandretur, hvor vi besteg Litlle Adams Peak og nød en helt helt fantastisk udsigt. Derudover var det byen, hvor vi mødte en anden dansk børnefamilie fra Østerbro, og hvor Cecilie fik en ny bedste veninde, Sally.

Og nu er der så faktisk gået flere dage med at skrive ovenstående... Og jeg er slet ikke up to date endnu. Det er blevet første januar og vi sidder og hygger i skyggen og hviler os efter en fantastisk nytårsaften på stranden. Jeg vil prøve at se, om jeg kan finde noget stabilt internet pg udlodde det jeg har skrevet indtil nu - og så skrive videre på resten bagefter!

tirsdag den 6. marts 2012

SÅ...

Nærmer vores fabelagtige tur sig sin afslutning... Rygsækkene er (i denne omgang) pakket for sidste gang, vi har fundet de lange bukser frem, og er rejseklare. Om en halv time drager vi mod lufthavnen, og sætter derefter kursen mod DK, hvor vi lander i morgen eftermiddag. Humøret er højt, og ærgerlsen er væk - for vi har haft det fedt, og er fyldt op af gode oplevelser!

lørdag den 3. marts 2012

Først Borneo, nu Kuala Lumpur - og MEGET ændrede rejseplaner...

Først det sure...
Efter mange mange lange drøftelser og svære overvejelser (!!) har vi nu besluttet at "trække stikket" og rejse hjem før tid. Og det skyldes selvfølgelig den evindelige føljeton med min ryg... Det er aldrig blevet helt godt på rejsen - det er gået op og ned, jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne bære en rygsæk eller noget andet, jeg sidder stadig kun meget kortvarigt af gangen (hvilket er øv!), både Ulrich og jeg er i konstant beredskab og på vagt overfor, hvilken vej udviklingen går hos mig og jeg har generelt nok bare haft mere ondt end godt er....og så lovede vi hinanden i Permuteran på Bali, at vi ville tage hjem, hvis det blev værre igen - og det er så desværre det der sker nu...

Det er så ubeskriveligt surt og trist, og lige til at tude over (hvilket jeg også gør!) - og timingen er bare så elendig!! At en af mine dårlige rygperioder skulle falde sammen med vores rejse, er bare ikke i orden - men ikke desto mindre, det der er sket.

SÅ, nu befinder vi os atter i Kuala Lumpur (kom hertil med et meget tidligt fly fra Borneo i morges), og venter på at få hul igennem til Egypt Air, så vi kan finde ud af hvordan og hvornår vi kan komme hjem. På den ene side set, kan det kun gå for langsomt - nu hvor beslutningen er taget, og fordi vi SKAL nå hjem, inden jeg evt. ryger helt i gulvet igen. På den anden side set holder jeg/vi fast i det sidste lille strå med stadig at være på rejse - for inden vi får set os om, er vi hjemme og så er rejsen definitivt slut...

Og så det søde...
Så blev det til seks uger i stedet for ti, som planlagt. Men hvilke seks uger!!! Vi har haft det fantastisk, og har rygsækken og hovederne fulde af gode oplevelser! Og vigtigst af alt, har vi haft seks helt uvurderlige uger på familiefronten - at være sammen på denne måde, og så meget, har virkelig været en gave! Vi talte forleden med ungerne om, at det kan tælles på en hånd, de gange vi fire ikke har været sammen de sidste seks uger - og det uden at nogen, på noget tidspunkt, har fået pip. Vi har fået bekræftet, at vi er gode til at rejse sammen, og er alle enige om, at vi har mange rygsækture foran os. Og hvad angår de ti uger, der blev til seks uger - så har vi bare de fire uger, og en ny tur til gode (det hjælper i hvert fald at tænke sådan).

Hvad angår familietiden, har vi jo også sovet tæt sammen, og ofte i samme seng (og så lige os, der aldrig har været gode til at have børn i sengen...). Og det er vores børn åbenbart blevet så glade for, at de i ramme alvor mener, at vi skal have et fælles soveværelse, når vi kommer hjem... Og hvad angår de mange oplevelser, begynder vi så småt at fornemme, at børnenes hoveder er ved at være fyldte, og at de snart ikke kan rumme så meget mere - hvilket Christian bekræftede tidligere i dag, da han fortalte, at vi har oplevet så meget, at han begynder at glemme ting...

Både Christian og Cecilie har taget vores beslutning om at rejse hjem rigtig fint! I virkeligheden er de nok glade for afklaringen, for det har fyldt utrolig meget den seneste uge, og der har derfor også været mange usikkerheder. Cecilies kommentar var, at "jubii, så kan jeg komme hjem og kaste med snebolde sammen med August". (hvilken sne...?) Og (fornuftige) Christian sagde "altså på plussiden betyder det, at jeg kan komme hjem til mine venner (med STORT smil), og at du kan komme hjem til din kiropraktor mor. Og på minussiden betyder det, at vi ikke får set resten af Borneo" (men det kommer vi til - for det er klart et sted vi kommer tilbage til! Børnene skal bare være lidt større og rustede til lidt længere treckingture).

Og hvad har vi så lavet på Borneo?
Det blev til en dejlig uge på Borneo, hvor vi opholdt os i Kuching - som er hovedstaden i Sarawak (den ene af de to malaysiske delstater på Borneo). Kuching var en rigtig dejlig og behagelig by at være i. Trods det, at det er en hovedstad (dog kun med ca. 600.000 indbyggere), havde man på intet tidspunkt følelsen af at være i en lidt større by. Dette skyldtes bl.a. den meget hyggelige stemning, en lang bred promenade (til Christian og Cecilies udelte begejstring) langs Sarawakfloden og at kun meget få huse havde over to etager. Vi brugte derfor også ret meget tid på, blot at dalre rundt i byen, sidde ved floden og spille skak, spise kinesiske fladbrød hentet direkte fra gadehandlerens udendørskøkken, tage en vandtaxa (i form af en traditionel malaysisk flodbåd) over på den anden side af floden, for at se os omkring - og meget andet.

Og så blev det ugen, hvor (tyskofile) Ulrich, ved ankomsten til Malaysia i mandags, gladeligt konstaterede, at Malaysia da må være Asiens svar på Tyskland - fordi her er så ordentligt :-). Og også ugen hvor Ulrich proklamerede, at han/vi er færdige med at være backpackere på den måde, vi var det som yngre... Det kom sig af, at vi ugens første tre dage boede på et rigtig klassisk backpackersted med en række dormrooms (vi havde dog et familierum), den der helt særlige backpackerstemning der er den slags steder, en bar hvor man hænger ud og diskuterer, hvem der har fundet den bedste deal osv. Det var egentlig et hyggeligt sted, men det lidt mere klassiske hotel på den anden side af gaden trak kraftigt i Ulrich (og Christian!), så vi flyttede.

Meget tidlig på ugen startede drøftelserne om hvad vi skulle videre frem på rejsen - for det blev hurtigt klart for os, at mange af de ting vi ville på Borneo ville være for belastende for min ryg (gamle skrog!), og en del ville også være for hårdt for ungerne. Så vi var hurtigt klar over, at vi ikke ville komme til at gøre alt det vi ville - men også at vi kommer tilbage, for hold da op en buffet af fede naturoplevelser, der venter der!! (så egentlig var planen indtil i aftes, at vi i dag skulle flyve til KL, og så herfra rejse videre ud på en bountyø, og derfra stille og roligt at rejse tilbage mod Bangkok). Og derfor blev det heller ikke til alt det jungel mv. vi havde håbet på.

Men to rigtig gode ture fra Kuching blev det til! En dag var vi på en slags frilandsmuseum, hvor man kunne se de forskellige traditionelle boliger fra Sarawak, herunder forskellige typer af langhuse. En super god og interessant dag! Og så er det bare sjovt at se, hvordan Christian i den grad lever sig ind i tingene, stiller spørgsmål, undersøger osv. Den følgende dag var vi ude og se orangutanger i en nærliggende jungel, og til deres morgenfodring (så ikke vilde orangutanger, men nogle der lever i en Wildlife park - som dog på ingen måde er at forveksle med en zoo!) Det var en rigtig god oplevelse - den bedste på rejsen, i følge Christian.

Og nu er vi så i Kuala Lumpur, hvor vi kom til med det første morgenfly (fattigrøve.... Men det var altså meget billigere...). Så lige nu soves der middagslur her, mens jeg skriver - og mens vi venter på svar fra Egypt Air om, hvornår og hvordan vi kan komme hjem. Og indtil da bor vi på det dejlige hotel, vi også boede på for en måned siden (gensynsglæden var stor hos børnene), og skal senere ud og se os omkring. Det er jo ikke den værste by at vente i!! Og Christian er allerede begyndt at glæde sig til indisk mad på natmarkedet i Little India i aften :-)

Slut for nu - vi ses før I ved af det! (og enda uden at vi er særlig brune... Flittig brug af solcreme, og så har varmen holdt os i skyggen - så vi blender lige ind, når vi kommer hjem!)

søndag den 26. februar 2012

Og det var så Bali...

Og hvilket skønt bekendtskab!! Som tidligere skrevet er her skønt, smukt og herligt på Bali - og vi har haft tre vidunderlige uger her! Udover mange gode oplevelser, har vi i den grad slappet af her, og bare ladet os opsluge af det generelt (og tilsyneladende) meget afslappede modus her på øen. Vi har brugt meget tid på "bare" at snuse rundt og følge hverdagslivet i by og på land.

En af de ting, der tydeligvis fylder rigtig meget her på Bali er religion. 70% af balineserne er hinduister, og det fornægter sig ikke. Som tidligere skrevet er her et utal af templer - både store templer i byer mv., men også de små "hustempler", der findes i enhver hinduistisk have, på enhver restaurant mv. Vi har spurgt os en del for, for at blive klogere på de mange hinduistiske ritualer, der konstant gennemføres her - vi er blevet en smule klogere, samtidig med, at der er utrolig meget vi endnu ikke ved... Men vi kan i hvert fald konstatere, at der bare på de tre uger vi har været her, har været indtil flere særlige dage, hvor (primært) kvinder - men også mænd - går afsted til templet iført deres fine tøj, og med en kurv fuld af offergaver (frugt, blomster mv) på hovedet. Derudover lægges der flere gange dagligt, en lille palmebladsbakke med blomster og en tændt røgelsespind foran ethvert hus, butik, restaurant mv. Det ser enormt fint ud - og kan gøre enhver tur henad af fortovet til et sandt slalomløb...de mange daglige religiøse handlinger, bibringer stor kolorit, fine oplevelser og en vis form for ro - altsammen spændende!

Og hvad har vi så lavet den seneste uges tid... Vi har haft nogle dejlige dage i Ubud, og slutter nu vores Balitur af med to dage på stranden i Sanur (vores - indtil videre - dårligste beslutning... Mere om det senere).

Ubud - et kunstnerisk centrum omkranset af rismarker
Mandag morgen vovede vi pelsen - og ryggen - og forlod vores luksuriøse "rede" i Permuteran, og satte kursen mod Ubud. Turen fra Pemuteran til Ubud gik op over det centrale Bali, og var fantastisk smuk! Turen tog tre timer, og bød på mange hårnålesving, stejle stigninger (så stejle, at det var nødvendigt at slukke for bilens aircon, for overhovedet at få bilen hele vejen op...), og fantastisk udsyn. Vi var forberedte på en køresyg Christian, og havde derfor holdt den stakkels dreng vågen til midnat dagen før - i håb om, at han så ville sove i bilen. Men nej, det kan han bare ikke... På mirakuløs vis klarede han dog alligevel turen, uden at blive køresyg - godt hjulpet af ungernes tro følgesvend i ørerne, Rasmus Seebach og lidt højtlæsning.

Ubud viste sig at være en rigtig fin by! Den ligger smukt mellem rismarkerne og anden dejlig natur. Og så er det en by spækket med kunst, cafeer, butikker og en utrolig "laid back" stemning. Helt klart sådan en by, hvor dage kan blive til uger, og hvor man bare kan fordrive tiden med at hænge ud, drikke kaffe, læse bøger etc.

Vi fandt et dejligt guesthouse lidt væk fra hovedstrøget, og bogstavlig talt i rismarkerne (3 meter fra verandaen og til kanten af rismarken, må vist siges at være i rismarkerne), og selvfølgelig med en lille pool... Som dog ikke blev brugt helt så flittigt som andre steder - fordi Ubud ligger lidt i højderne, og det derfor er lidt køligere, skønt (selvom det stadig betød vaaarme dage, men køligere nætter).

I Ubud ligger der en såkaldt abeskov... En lille (flot) skov, som omkranser to gamle templer, og som er spækket med mackak-aber (små hidsige bæster!!). Og abeskoven skulle naturligvis være vores første udflugtsmål. I bedste turiststil købte vi en klase bananer til ågerpris ved indgangen, og to skridt senere havde en fræk abe hevet dem alle ud af hånden på en chokeret Christian... (hvorefter banandamen selvfølgelig prøvede at sælge os nogle flere...). Vel inde i abeskoven kom aberne for tæt på Cecilie, som hylede og skreg - og tilbragte resten af turen på Ulrichs skuldre... Og en anden fræk abe opdagede at Ulrich havde noget i bukselommen, og inden han havde set sig om, havde det lille bæst hænderne nede i ulrichs lomme... Det krævede hjælp fra en ansat at få aben væk (altimens Cecilie så chokeret til fra skulderpladsen...). Det "sjove" var, at det aben prøvede at få fat i - og som den næsten havde held med - var en pose med smertestillende, som vi havde købt på et apotek, på vej til abeskoven. Man ser det for sig - "abe død af overdosis, efter overfald på turist..." Så alt i alt en interessant tur hos aberne...

Den følgende dag tog Ulrich og ungerne på besøg i Bali bird park og Bali reptil park (jeg blev hjemme og passede på ryggen, idet jeg stadig restituerer... Og prøver at forebygge flere uheldige tilbagefald). Den største oplevelse forlyder klart at have været komodo-varanerne (eller Komodo-dragons, som deres lidt mere dramatiske engelske navn er) - som vi havde talt en del om forinden, og rigtig meget efterfølgende. Derudover var nogle meget store slanger vist også ret interessante - men den del er jeg heldigvis blevet forskånet for at høre så meget om!

Der er en lang række udflugtsmål, og gåture omkring Ubud - noget vi helt sikkert ville have gjort det meget mere i, hvis ungerne havde været lidt større, og min ryg havde været i en bedre stand. En god gåtur blev det dog til - og en rigtig rigtig fin en af slagsen, ud mellem smukt beliggende rismarker, og videre ud i noget jungleagtig skov. Det var lidt hårdt for de små ben - men også en god oplevelse (og lykken var gjort, da vi nåede frem til et meget faldefærdigt skur, hvor der kunne købes kolde sodavand :-)).

Udover ovenstående forsvandt tiden i Ubud lynhurtigt - godt fyldt ud med meget af den familiehygge vi i den grad dyrker, med uno, kortspil, yatzy, højtlæsning, skolearbejde osv. Og så blev der brugt en vis mængde tid på shopping... Begge børn fik lommepenge til turen i julegave, og eftersom tiden på Bali var ved at rende ud, og eftersom der var et stort (meget turistet...) marked i Ubud, var det stedet at få brugt de sidste indonesiske lommepenge. Christian valgte at formøble hele formuen på hans nyeste samlermani - udskårne trædyr. Dog ikke på en gang - den unge mand har nemlig vist sig at være lidt af en handelsmand... Så først efter tre ture på markedet var alle pengene brugt, og Christian tilfreds med de priser han havde opnået - og ikke mindst den samling trædyr, der nu fylder godt i rygsækken :-) Cecilie valgte, modsat Christian, en lidt bredere varesammensætning. Hun startede fint ud med trædyr, men mistede hurtigt interessen for det, og vendte i stedet blikket mod meget pink smykker... Det sjove ved det var, at Cecilie, siden hun købte fodboldtøj i Kuala Lumpur, ikke har gået i andet, og derfor åbenbart bliver regnet for at være dreng... Så det var en noget forvirret dame, der solgte en meget stor pink fingerring og matchede armbånd til en fodboldklædt Cecilie - og hun blev næsten endnu mere forvirret, da jeg fortalte, at Cecilie er en pige. Og hvad den oplevelse gjorde ved den lille pige er ikke til at sige, men resten af pengene blev i hvert fald brugt på en yndig lille sommerkjole og matchede klip klappere med store blomster på... Og fodboldtøjet er pakket væk, og Cecilie giver den på alle tangenterne, som en lille dame i fin kjole, med smykker osv... Selv kunne jeg have fyldt adskillige rygsække med fede stenfigurer, flotte kurve osv., men ak, jeg måtte begrænse mig til et par små ting...

Sanur - strand og tjaaaa...
Lørdag morgen satte vi kursen mod Sanur, som er den ene af to store charterdestinationer på den sydlige del af Bali. Kuta er det ene sted - og et sted, som vi fra flere sider er blevet advaret kraftigt imod, og Sanur er det andet, og et sted, som skulle være bedre end Kuta, og mere rettet mod børnefamilier. Vi tænkte, i vores visdom, at vi ville give ungerne to dage på stranden, inden vi forlader Bali (selvom vi har badet vildt meget her på Bali, har det ikke været på stranden, primært fordi de ikke har været særlig gode - men strandene på sydbali skulle være gode, så derfor). Men det var sgu da en besynderlig beslutning vi der traf... Efter at have været det ene mere dejlige sted efter det andet her på Bali, vælger vi (helt bevidst) at tage derhen, hvor det er mest turistet, larmende og hazzelagtigt... DUMT, når nu der er SÅ mange andre fantastiske steder på denne ø.

Og, så har vi toppet vores dumhed, med at booke os ind på et lille bitte hotel for forretningsfolk i den ende af byen, hvor alle konsulaterne ligger. Dvs. langt fra stranden, og den del af byen, hvor restauranter og den slags ligger... Tsk! Men men, vi har undladt at ærgre os for meget, og i stedet grine af det - og så er det egentlig også helt okay, at vi på fem uger kun har lavet en "fejl" ved valg af by og hotel :-) så pyt skidt!

Og derfor valgte vi også i dag at gøre det, vi tog herned for - nemlig at tage på stranden. Og en ikke særlig god strand... (ved godt, at vi er meget forvente efter den vidunderlige strand på Kho Payam i Thailand, men stadigvæk...), en masse solsenge på rækker, mange (!!) både i vandet, lige der hvor man skulle bade, og en konstant benzinlugt fra de mange både, samt en jævn støj fra jetski - fedt! Så vi startede ud i bedste stil, med at være næserynkende og passive, og endte med at gå "all in" ved at sende Ulrich og Christian ud på en tur på jetski (til Christians udelte begejstring!!)

Og Sanur, dårligt beliggende hotel, en overrendte by eller ej, har vi også her hygget os. For som tidligere skrevet, er det, der overskygger alt på denne tur, helt klart den megen familiehygge, og det at være sammen! Og det er ikke for at lyde klicheeagtig - men det er fordi, det er sådan det er :-)

I morgen tidlig går turen til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Kuala Lumpur, og derfra videre til Kuching på Borneo. Bali har som sagt været super fedt, men nu glæder vi os også meget til at komme videre til Borneos jungle, nationalparker og dyr!

Og noget helt andet - tak for de mange dejlige mails hjemmefra, det er virkelig fedt! Og undskyld, at vi ikke er helt så hurtige til at få svaret!

Og så lige en sidste stemningsrapport - for mens jeg har skrevet er det blevet sent her, og der betyder i dag, at det er fodboldtid... For første gang siden Kuala Lumpur har vi fjernsyn på værelset, og eftersom der i dag er kamp mellem Tottenham og Arsenal, har Ulrich og Christian spændt ventet på, at det skulle blive aften, og at de kunne få opklaret, om kampen bliver sendt på indonesisk tv. Og sørme så... Så fra almindelig familiehygge, er vores rum nu ændret til en fodboldbule... Cille sover, drengene er helt væk i fodboldkampen, og jeg kan vel gå igang med at pakke... Ulrich har netop sagt "hold da op Christian, nu mangler vi bare en øl", hvortil Christian svarede, "ja, vi mangler bare en øl og farfar" (fordi christian mener, at farfar ofte er med til at se fodbold sammen med ham selv og far :-)).

søndag den 19. februar 2012

Bali - ren afslapning (og luksusbackpacking)

Vi har næsten været på Bali i to uger nu, og her er skønt! En smuk og frodig vulkanø, med masser af blomster, palmer, flotte træer, små og store templer i hobetal, flotte udsmykninger alle vegne, super søde og hjælpsomme mennesker og en ø, der byder på en masse gode oplevelser. Det er regntid nu, og det betyder bl.a, at her ikke er så mange turister, som her tydeligvis er i højsæsonen (juli og august). Derudover betyder det også, at priserne på overnatning er "i bund", og at vi derfor bor lidt bedre end vi nok ellers ville gøre. SÅ vi er blevet en kende magelige, og glade for at bo godt (det bliver en brat opvågning, når vi kommer tilbage til Malaysia, og skal tilbage til det vanlige niveau.). Og ungerne er ekstremt glade for, at der har været pool de tre steder vi har boet her på Bali indtil nu.

Og mht. regnen er det blot en lise, idet regnen tager toppen af heden. I sidste uge havde vi dagligt nogle voldsomme, men forholdsvis kortvarige, byger hver eftermiddag. Og ud over at være dejligt i forhold til varmen, gav det også et perfekt hul i dagen til skolearbejde. I denne uge har det til gengæld ikke regnet, og varmen er derfor bastant...! Lige nu hænger der dog nogle meget sorte skyer oppe i bjergene og vi kan høre torden i det fjerne - så vi krydser fingre for en god byge :-)

Hvad angår det at komme fra sted til sted her på Bali, foregår det også i den magelige ende... Det har nemlig vist sig at være nemmest, og det mest almindelige, at hyre en privatperson til at køre en fra A til B i en personbil - herligt og nemt, fordi det betyder transport fra dør til dør. Eneste udfordring er, at Christian døjer en del med køresyge, når vi drøner afsted, og særligt på bjergvejene...

Amed - hygge, afslapning og masser af badning...
Vi startede vores Bali-odysse i Amed på østkysten - og dermed en af de mindre turistede og mere fattige dele af Bali. Amed er en lille hyggelig fiskeriby, hvor der ikke sker stort andet end fiskeri og folk som os, der primært kommer for at snorkle.

Vi havde seks super dejlige dage i Amed! Vi boede på et lille hotel, med kun seks værelser, placeret direkte på stranden, med en skøn lille pool, udsigt til Balis største vulkan, og med den dejligste have fyldt med blomster, kokos- og bananpalme osv. Derudover havde vi et dejligt rum, med en stor altan lige ud til stranden. Og ikke at forglemme et dejligt open-air badeværelse (hvilket vi har haft flere gange), med eget dyr, der flere morgener viste sig at have spist af vores sæbe...

En dag lejede vi scootere, dels for at køre på tur, dels for at komme til nærmeste by for at hæve penge. Og det var fedt - synes alle i familien!! At drøne afsted, en voksen og et barn på hver scooter, afsted mellem palmerne, forbi rismarkerne og igennem små landsbyer med masser at kigge på. Desværre blev vores tur lidt kortere end planlagt... For den (forhåbentlig eneste) ting vi har misset i vores rejseplanlægning er internationale kørekort... Så da vi blev standset af politiet ved et rutinetjek, måtte vi bekende kulør og hive læderet op. Eftersom vi tingede om prisen, må man dog nok formode, at de fleste af pengene gik til kaffekassen - selvom de, i øvrigt meget søde politimænd, hårdnakket påstod at pengene ville blive afleveret til "justice". Herefter kørte vi ind og hævede penge og så hjem til Amed - i regnvejr... Men, fed oplevelse at køre på tur på scooter, og nok også vores eneste scootertur :-

På trejedagen i Amed ankom to danske børnefamilier til vores hotel. Umiddelbart meget pudsigt på så lille et hotel - men det viste sig, at vi havde fået det anbefalet af sammen person hjemme i dk. Ungerne fandt hurtigt ud af at lege i poolen, så det var herligt. Derudover spottede Christian hurtigt, at tre ud af de fire andre børn svømmede uden vinger, hvilket betød at han smed vingerne fluks (sjovt at se, når forfængeligheden sætter ind hos ens børn!) og det har så betydet, at han nu med rekordfart har lært brystsvømning, og ikke mindst, at svømme dybt og længe under vand (han bryster sig af, at være den bedste i familien til at dykke). Og Cecilie er, i den grad, også blevet en vandhund nu.

Lovina - delfiner, aber, vandfald og endnu mere afslapning...
Efter Amed, tog vi videre til Lovina på Balis nordkyst. Lovina er en rigtig hyggelig, men også forholdsvis turistet by. En af de ting man "skal" i Lovina er at sejle ud på havet kl. 6 om morgenen, for at se delfiner - og derfor selvfølgelig en ting vi skulle prøve. Vi havde to rigtig fine timer på havet, og så masser af delfiner. Og særligt Christian synes, at det var en stor oplevelse (tiden var lidt lang for Cecilie...). Det foregår på den måde, at man sejler ud med en såkaldt outrigger (en lille fiskebåd med plads til 5 personer), og så ellers leder efter/"forfølger" delfiner (noget man selvfølgelig kan gøre sig nogle overvejelser om - for er det ok at forstyrre dem osv...) Der sejler det antal både ud, som der er turister til - vores tilfælde ca. 8 både. Men vores "skipper" fortalte os, at der i højsæsonen kan være op mod 100 både hver morgen... Og dermed meget lille mulighed for at se delfiner.

Den følgende dag tog vi på en heldagstur rundt i området. En af de ansatte på hotellet havde fri, og kørte os rundt mod betaling (vanlig praksis og oplagt måde at tjene lidt på). Vi havde en rigtig fin dag! Lige med undtagelse af, at bilen gik i stykker halvvejs oppe i bjergene... Så vores mand måtte trille ned og bytte bil, mens vi ventede i vejkanten - Cille med Rasmus Seebach i ørerne, og Christian for hvem der blev læst Harry Portter. Ud over en køretur i et smukt landskab bød dagen på besøg ved et vandfald, muligheden for at fodre aber med bananer i vejkanten, besøg ved et smukt tempel og en tur i nogle varme kilder - lækkert!!

Efter Lovina var planen egentlig at tage videre til Ubud, men vi havde læst om et lækkert beliggende sted en time vest for Lovina, som hedder Pemutaran - og et sted, hvor der stort set ikke er meget andet end lækre lækre hoteller. Så efter lidt rådslagning blev vi enige om, at hvis vi skulle prøve luksus, så skulle det være her på Bali - hvor det trods alt er til at betale sig fra. Så vi satte kursen md Pemutaran efter tre dejlige dage i Lovina.

Permuteran - luksus, we love it!
Og her er vi så nu - og her er fedt, skønt og lækkert!! Vi bor på et stort, skønt rum med havudsigt, og alt er bare tip top!! Planen var at være her i tre dage, men der er desværre sket det, at jeg er røget ned med ryggen igen... Det var det, der bare ikke måtte ske, og som så skete alligevel... Så lige nu ser det ud til, at vi kommer til at være her i 6 dage (og når det endelig skulle være, er det trods alt rart at ligge et sted, hvor alt er lækkert :-) og så må vi bare lukke øjnene for priserne!) Det har været nogle drøje dage, med mange smerter, men nu tror vi endelig, at det er ved at vende - godt hjulpet af piller, en fantastisk mand og nogle tålmodige børn - og så tilsat endeløse gåture rundt i den dejlige have vi bor i, og langsomme øvelser i poolen.

Udover at være lidt bekymrede synes ungerne, at det er fuldstændig fantastisk, at vi er "fanget" på dette sted!! Dagene flyder sammen, med et absolut minimum af aktivitet og helt igennem dovenskab. Christian prøver vist at slå en eller anden rekord i, hvor mange timer om dagen, man kan spille Fifa på ipaden, og Cecilie er ved at drive Ulrich til vanvid med hendes umættelige behov for at spille uno...og det hele afløst af et par ture i poolen igang imellem.

Men men vi håber meget på, at jeg om to dage er klar til at komme videre - for så går turen til Ubud. Og så må vi bare sørge for, at tage endnu flere forholdsregler, end vi gjorde i forvejen. Specielt fordi, det her ikke må ske igen på denne rejse - det har jeg hverken mentalt overskud eller piller nok til...!

Men, bortset fra rygproblemer (som fylder meget lige nu) har vi det fantastisk!! Vi har i dag været afsted i 4 uger, og kan klart konstatere, at det er ubeskriveligt godt at være sammen som familie på denne måde, at vi fire er gode til at rejse sammen, og at vi i den grad har fundet vores rejserytme!