Først Borneo, nu Kuala Lumpur - og MEGET ændrede rejseplaner...

Først det sure...
Efter mange mange lange drøftelser og svære overvejelser (!!) har vi nu besluttet at "trække stikket" og rejse hjem før tid. Og det skyldes selvfølgelig den evindelige føljeton med min ryg... Det er aldrig blevet helt godt på rejsen - det er gået op og ned, jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne bære en rygsæk eller noget andet, jeg sidder stadig kun meget kortvarigt af gangen (hvilket er øv!), både Ulrich og jeg er i konstant beredskab og på vagt overfor, hvilken vej udviklingen går hos mig og jeg har generelt nok bare haft mere ondt end godt er....og så lovede vi hinanden i Permuteran på Bali, at vi ville tage hjem, hvis det blev værre igen - og det er så desværre det der sker nu...

Det er så ubeskriveligt surt og trist, og lige til at tude over (hvilket jeg også gør!) - og timingen er bare så elendig!! At en af mine dårlige rygperioder skulle falde sammen med vores rejse, er bare ikke i orden - men ikke desto mindre, det der er sket.

SÅ, nu befinder vi os atter i Kuala Lumpur (kom hertil med et meget tidligt fly fra Borneo i morges), og venter på at få hul igennem til Egypt Air, så vi kan finde ud af hvordan og hvornår vi kan komme hjem. På den ene side set, kan det kun gå for langsomt - nu hvor beslutningen er taget, og fordi vi SKAL nå hjem, inden jeg evt. ryger helt i gulvet igen. På den anden side set holder jeg/vi fast i det sidste lille strå med stadig at være på rejse - for inden vi får set os om, er vi hjemme og så er rejsen definitivt slut...

Og så det søde...
Så blev det til seks uger i stedet for ti, som planlagt. Men hvilke seks uger!!! Vi har haft det fantastisk, og har rygsækken og hovederne fulde af gode oplevelser! Og vigtigst af alt, har vi haft seks helt uvurderlige uger på familiefronten - at være sammen på denne måde, og så meget, har virkelig været en gave! Vi talte forleden med ungerne om, at det kan tælles på en hånd, de gange vi fire ikke har været sammen de sidste seks uger - og det uden at nogen, på noget tidspunkt, har fået pip. Vi har fået bekræftet, at vi er gode til at rejse sammen, og er alle enige om, at vi har mange rygsækture foran os. Og hvad angår de ti uger, der blev til seks uger - så har vi bare de fire uger, og en ny tur til gode (det hjælper i hvert fald at tænke sådan).

Hvad angår familietiden, har vi jo også sovet tæt sammen, og ofte i samme seng (og så lige os, der aldrig har været gode til at have børn i sengen...). Og det er vores børn åbenbart blevet så glade for, at de i ramme alvor mener, at vi skal have et fælles soveværelse, når vi kommer hjem... Og hvad angår de mange oplevelser, begynder vi så småt at fornemme, at børnenes hoveder er ved at være fyldte, og at de snart ikke kan rumme så meget mere - hvilket Christian bekræftede tidligere i dag, da han fortalte, at vi har oplevet så meget, at han begynder at glemme ting...

Både Christian og Cecilie har taget vores beslutning om at rejse hjem rigtig fint! I virkeligheden er de nok glade for afklaringen, for det har fyldt utrolig meget den seneste uge, og der har derfor også været mange usikkerheder. Cecilies kommentar var, at "jubii, så kan jeg komme hjem og kaste med snebolde sammen med August". (hvilken sne...?) Og (fornuftige) Christian sagde "altså på plussiden betyder det, at jeg kan komme hjem til mine venner (med STORT smil), og at du kan komme hjem til din kiropraktor mor. Og på minussiden betyder det, at vi ikke får set resten af Borneo" (men det kommer vi til - for det er klart et sted vi kommer tilbage til! Børnene skal bare være lidt større og rustede til lidt længere treckingture).

Og hvad har vi så lavet på Borneo?
Det blev til en dejlig uge på Borneo, hvor vi opholdt os i Kuching - som er hovedstaden i Sarawak (den ene af de to malaysiske delstater på Borneo). Kuching var en rigtig dejlig og behagelig by at være i. Trods det, at det er en hovedstad (dog kun med ca. 600.000 indbyggere), havde man på intet tidspunkt følelsen af at være i en lidt større by. Dette skyldtes bl.a. den meget hyggelige stemning, en lang bred promenade (til Christian og Cecilies udelte begejstring) langs Sarawakfloden og at kun meget få huse havde over to etager. Vi brugte derfor også ret meget tid på, blot at dalre rundt i byen, sidde ved floden og spille skak, spise kinesiske fladbrød hentet direkte fra gadehandlerens udendørskøkken, tage en vandtaxa (i form af en traditionel malaysisk flodbåd) over på den anden side af floden, for at se os omkring - og meget andet. 

Og så blev det ugen, hvor (tyskofile) Ulrich, ved ankomsten til Malaysia i mandags, gladeligt konstaterede, at Malaysia da må være Asiens svar på Tyskland - fordi her er så ordentligt :-). Og også ugen hvor Ulrich proklamerede, at han/vi er færdige med at være backpackere på den måde, vi var det som yngre... Det kom sig af, at vi ugens første tre dage boede på et rigtig klassisk backpackersted med en række dormrooms (vi havde dog et familierum), den der helt særlige backpackerstemning der er den slags steder, en bar hvor man hænger ud og diskuterer, hvem der har fundet den bedste deal osv. Det var egentlig et hyggeligt sted, men det lidt mere klassiske hotel på den anden side af gaden trak kraftigt i Ulrich (og Christian!), så vi flyttede. 

Meget tidlig på ugen startede drøftelserne om hvad vi skulle videre frem på rejsen - for det blev hurtigt klart for os, at mange af de ting vi ville på Borneo ville være for belastende for min ryg (gamle skrog!), og en del ville også være for hårdt for ungerne. Så vi var hurtigt klar over, at vi ikke ville komme til at gøre alt det vi ville - men også at vi kommer tilbage, for hold da op en buffet af fede naturoplevelser, der venter der!! (så egentlig var planen indtil i aftes, at vi i dag skulle flyve til KL, og så herfra rejse videre ud på en bountyø, og derfra stille og roligt at rejse tilbage mod Bangkok). Og derfor blev det heller ikke til alt det jungel mv. vi havde håbet på.

Men to rigtig gode ture fra Kuching blev det til! En dag var vi på en slags frilandsmuseum, hvor man kunne se de forskellige traditionelle boliger fra Sarawak, herunder forskellige typer af langhuse. En super god og interessant dag! Og så er det bare sjovt at se, hvordan Christian i den grad lever sig ind i tingene, stiller spørgsmål, undersøger osv. Den følgende dag var vi ude og se orangutanger i en nærliggende jungel, og til deres morgenfodring (så ikke vilde orangutanger, men nogle der lever i en Wildlife park - som dog på ingen måde er at forveksle med en zoo!) Det var en rigtig god oplevelse - den bedste på rejsen, i følge Christian.

Og nu er vi så i Kuala Lumpur, hvor vi kom til med det første morgenfly (fattigrøve.... Men det var altså meget billigere...). Så lige nu soves der middagslur her, mens jeg skriver - og mens vi venter på svar fra Egypt Air om, hvornår og hvordan vi kan komme hjem. Og indtil da bor vi på det dejlige hotel, vi også boede på for en måned siden (gensynsglæden var stor hos børnene), og skal senere ud og se os omkring. Det er jo ikke den værste by at vente i!! Og Christian er allerede begyndt at glæde sig til indisk mad på natmarkedet i Little India i aften :-)

Slut for nu - vi ses før I ved af det! (og enda uden at vi er særlig brune... Flittig brug af solcreme, og så har varmen holdt os i skyggen - så vi blender lige ind, når vi kommer hjem!)